Personligt

Foto: Anders Philipps

Kristne lejre holdt mig åben for troen

25/1/2018 | Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk
22-årige Anders Philipps kan ikke nævne et bestemt tidspunkt, hvor han kom til personlig tro på Jesus som sin frelser. Det har været en proces.

Kristendom var ikke noget, de brugte tid på i Anders Philipps barndomshjem. Hans far tog dog Anders og hans søster med i legestue i præstegården i Jyllinge, hvor de boede.

Da Anders var fire år, flyttede familien til Sakskøbing på Lolland, og hans far fandt en legestue i Toreby, som nogle personer fra Lindeskovkirken var med til at stå for. 

”Her var en del mere kristendom involveret end i Jyllinge,” fortæller Anders, der nu er 22 år og bor i København, hvor han læser musikvidenskab på universitetet. 

Gode venner gjorde det sjovt at komme på lejr

Da Anders blev for gammel til legestuen, fortsatte han i børneklub i Sundby, hvor Dan Månsson dengang var sognepræst. Anders’ far fulgte med og stod for nogle kreative ting i børneklubben.

Da han voksede ud af børneklubben, fik han tilbud om at komme i juniorklub, men kunne ikke, da han gik til noget andet på det tidspunkt.

”Det betød, at jeg i nogle år ikke havde kontakt til kristendommen på ugentlig basis, men min søster og jeg var i flere år kommet på lejre på Sildestrup-lejren to-tre gange om året, og det fortsatte jeg med,” siger Anders.

”Jeg havde gode venner, der også kom på lejrene, så det var sjovt at komme der. Og så holdt lejrene mig åben for kristendommen.” 

Da Anders var fyldt 15 år, inviterede både en af lederne og en anden lejrdeltager ham med på LMU-lejr. 

”Jeg syntes, det var smart, at der var en lejr for nogle, der var ældre,” siger han.

Han oplevede, det var spændende, at de snakkede mere om Jesus på LMU-lejren end på børnelejrene – også uden for timerne – og mere og mere begyndte han at identificere sig som kristen.

Han begyndte at komme i LMU, men forventede ikke at kunne fortsætte, fordi det kolliderede med, hvornår han gik til spejder. 

”Men så blev spejder pludselig flyttet til en anden ugedag,” siger han.

Kristendom er ikke bare noget, man ”går til”

Anders kan ikke nævne et bestemt tidspunkt, hvor han kom til personlig tro på Jesus som sin frelser.

”For mig er tro en proces, der varer hele livet. Man lever med Jesus i hverdagen, og så går flere sandheder op for én undervejs. Men måske så Jesus mig som sit barn, allerede da jeg kom på børnelejrene,” siger han.

For ham har troen på Jesus ikke betydet, at han opfører sig meget anderledes, end han gjorde før. 

”Egentlig er der kun minimal forskel. Jeg opfører mig meget, som jeg altid har gjort, men alligevel er alt forandret, da jeg nu har Jesus med i alt hvad jeg foretager mig,” forklarer han.

En stor "ny" ting i Anders' liv har dog været, at han i skoleåret 2016-2017 var volontør for LM i Siem Reap i Cambodja, hvor han underviste i engelsk og lavede menighedsarbejde.

Anders har altid gået til mange ting, og i begyndelsen opfattede hans familie det bare som endnu en aktivitet som spejder, madlavning eller skydning.

”Det er gået op for dem, at det at være kristen ikke er noget, man ’går til’, men de forstår det ikke som andet end en livsstil på linje med at være veganer,” siger han.

Artiklen er et redigeret uddrag af en artikel i Tro & Mission nr. 2/2018.

Peter Krak

”Engang skal vi synge i Himmelens kor, men først må vi øve hernede på jord.” Sådan lyder en kristen børnesang.

Ø-koret, der har eksisteret i 25 år, øver sig...

Bog: Tro med sko på
Andreas Kammersgaard Ipsen
Hvad er tro? Hvordan tror man? Hvad betyder det helt konkret at tro? Og så tro på Jesus oven i købet – hvad be...