Sagtmodig og ydmyg

Hvis dine synder ikke tynger dig væsentligt, behøver du ikke læse denne bog. Hvis du tænker, at når bogomslaget er et maleri fra 1867, er indholdet sikkert lige så forældet – så skal du ikke skue hunden på hårene!

Der er guld for dig, som allerede er fundet af Jesus, men hvor din naturlige loviske tilbøjelighed ofte hvisker: Mon der stadig er nåde for mig? Sådan kan jeg tænke efter 15.167 syndige dage.

I sin indledning skriver forfatteren: ”Denne bog er skrevet til de modløse, de frustrerede, de trætte, de desillusionerede (…) Dem af os, der opdager, at vi tænker: ”Hvordan kunne jeg dumme mig så meget – igen?

Den er til den voksende mistanke om, at Guds tålmodighed med os er ved at blive tyndslidt.”

Forfatteren, en præst i en reformert kirke i Chicago, har sat sig for ved hjælp af puritanske kirkefædre og udvalgte bibelpassager at vise, hvordan Jesu hjertelag er over syndere – særligt de fundne får, som er hans eget folk.

I forlagets forord forklares, hvad puritanisme er, og hvilke engelske kirkefædre, forfatteren trækker på. Det eneste navn, jeg kendte, var John Bunyan, som har skrevet Pilgrimsvandringen.

Men som læsningen skrider frem, viser det sig, at det, de siger, ikke er så væsentligt forskelligt fra, hvad vi i LM kender som pietisme.

Trosstyrkende forklaringer

Selvom bogen er på mere end 200 sider, er kapitlerne korte. Sproget flyder let og forståeligt, og indholdet er sjælesørgerisk og trosstyrkende.

Hvert kapitel behandler afgrænsede perspektiver af Jesu hjertelag. For eksempel omhandler kapitel 6: ”Jeg vil aldrig vise bort” Joh 6,37, og forfatteren forklarer, at bibelversets ”aldrig” betyder: ”under ingen omstændigheder” – hvilket ”skærer halsen over på alle indvendinger”, som han formulerer det.

Hvad er forskellen på, at Jesus går i forbøn for os, og at han er vores talsmand? Det bruger bogen to forskellige kapitler til at forklare. Treenigheden bliver sat i perspektiv med to kapitler: ”Hvorfor Helligånden” og ”Barmhjertighedens fader”.

Og for os, som ikke altid kan forstå, hvad det indebærer, at Gud elsker syndere, men hader synden, bringer forfatteren et brugbart billede i kapitel 18: ”Mit hjerte bruser af længsel”. Han skriver: ”Jo større elendigheden er, desto mere medlidenhed har man, når det drejer sig om et elsket menneske (…) som en fars hjerte er over for et barn, der har en afskyelig sygdom.”

Svar på en del indvendinger

Bogen tager også en del indvendinger op, for eksempel: Hvordan passer billedet af Jesu hjerte med GT’s krigeriske Gud? Eller: Hvordan passer ”sagtmodig og ydmyg” med de episoder i evangelierne, hvor Jesus udtrykker vrede?

Et enkelt forbehold: Af og til kommer den reformerte tanke om ”én gang frelst, altid frelst” til udtryk, for eksempel når der står:  ”Intet kan tage din barneret fra dig. Ikke engang du selv”, eller: ”du kan ikke gøres ikke-hans (…) du kan ikke sprælle dig fri af hans greb.” Det mener jeg ikke, er bibelsk.

Men selv lutherske kan have brug for en pause fra ”pas-nu-på”-advarslen. Så en varm anbefaling af bogen herfra.