Eksamen på Bibelskolen i Kiabakari

25/11/2021

Vi har lovet et blogindlæg fra selve bibelskolen. Det er jo der, vi bor og arbejder.

Bibelskolen blev indviet i 1997. Til februar skal der være en stor fejring af 25-års jubilæet. Den drives af Mara Stift i Evangelical Lutheran Church of Tanzania, ELCT, eller KKKT på swahili. Både norske NLM og danske DLM har støttet skolen helt fra begyndelsen.

Skolen har indtil nu været treårig med to linjer: en for evangelister og en for "parish workers" = menighedstjenere. Der er ikke mange præster i stiftet, så efter uddannelsen kan evangelisterne have ansvar for flere små menigheder med prædiken, husbesøg og meget andet. Menighedstjeneren tager hånd om arbejde for børn og unge, søndagsskole, konfirmander m.m. 

De får ofte en meget lav løn, så de lever af at dyrke en mark eller udføre et håndværk. Det er stadig sådan, de fleste tanzaniere her forsøger sig selv, eftersom arbejdslønnen er så lav. 

Eleverne har fået hjælp med skolepengene fra deres menighed og gennem støtte fra NLM, men det har været en økonomisk udfordring, især for de elever, som har familie, og som ikke har kunnet være hjemme og bidrage til familiens underhold med deres arbejdskraft hele skolåret.

Fra næste skoleår bliver skolen toårig med planer om en senere overbygning på yderligere to år for dem, der gerne vil være præster.

Første år er en grundlæggende bibelskole med mange unge eller unge voksne. Nogle af dem går der bare det år, andre fortsætter direkte til andet år, men mange rejser hjem og arbejder som evangelister og afslutter så eventuelt deres uddannelse flere år senere.

Der er også mange uuddannede evangelister i kirken, så behovet for uddannelse er stort. 

I dette skoleår har der været en førsteklasse med ti elever og en tredjeårs klasse med 15 elever. Cirka en tredjedel er kvinder.

Carl har undervist i bibelfag, computer og såkaldt engelsk for viderekomne. Marita har undervist i grundlæggende engelsk og sundhed sammen med danske Signe i forårssemestret.

De studerer engelsk for at få mulighed for at læse videre og for at kunne have internationale kontakter. Al anden undervisning foregår på swahili.

Jeg, Marita, er jo sygeplejerske og arbejder tre dage om ugen på kirkens sygehus i Bunda. På bibelskolen har jeg fungeret lidt som sundhedsplejerske med rådgivning, lettere undersøgelser, sårpleje, hvis de er kommet til skade, for eksempel når de har slået græs, og uddeling af smertestillende piller. 

Vi har fået projektmidler fra det danske Sundhedspersonalets Missionsfællesskab til en førstehjælps-taske, som jeg bruger nu, og til at uddanne en kommende husmor i basal sygepleje.

Dagen begynder klokken halv otte med fælles morgenandagt, som nogle af eleverne står for. Her får de træning i at lede et arrangement eller i at holde en kort prædiken. De deltager også i gudstjenester om søndagen forskellige steder i stiftet, hvor de leder gudstjenesten prædiker eller synger. Vi har haft den glæde at være med mange gange.

Efter morgenandagten er der undervisning frem til ved tretiden afbrudt af te/chai og frokost. Om eftermiddagen er der sport, sløjd eller håndarbejde og praktisk arbejde på skolens grund eller marker. Man avler majs, bønner, kål, tomater og andet, som er basisvarer i skolens køkket.

Der er også grise, som en ansat passer sammen med eleverne.

Om aftenen har eleverne lektielæsning, fritid og aftenandagt.

To aftener i sidste uge inviterede vi begge klasser hjem til forfriskninger, boller og kage. Vi opmuntrede dem til at stille spørgsmål om ting, de undrer sig over, eller som de synes, at vi europæerne gør på en underlig måde.

Mange af eleverne på tredje årgang er 30-50 år, og de har mere livserfaring og udtrykte sig lidt diplomatisk. De sagde, at de har lært os at kende og synes, vi arbejder godt sammen, og vi derfor ikke føles fremmede.

Eleverne på første årgang er omkring 20 år og mere nysgerrige og frimodige. De spurgte om alt mellem himmel og jord, og det betød, at nogle blev trætte sidst på aftenen og sagde, at nu er det slut, og vi skal bede og gå hjem.

De spurgte om, hvordan vi blev kristne, hvordan det er at arbejde som missionær i Tanzania sammenlignet med at arbejde for Gud i Sverige, om fordele/ulemper ved at have sort og hvid hud, hvorfor vi har så få børn i Europa og meget mere. Det var en meget interessant samtale.

Førsteårseleverne fortalte, hvad året havde betydet for dem. En sagde, at han ikke kendte så meget til Bibelen før, mange sagde, at de var blevet bedre til at bruge Bibelen, at de havde lært at prædike, hvordan man holder en andagt og holder søndagsskole for børn.

De har haft ansvar for en børneklub om tirsdagen, hvor børn fra området bliver inviteret ind på skolen til leg og andagt, og for søndagsskolen inden gudstjenesten om søndagen.

I søndags var der en højtidelig eksamensgudstjenesten for eleverne på tredje årgang, som modtog deres eksamensbevis fra biskoppens hånd.

Der var 13 evangelister og to menighedstjenere.

Bagefter var der festmiddag med pilau-ris og kød fra en ko, som nogle af eleverne havde slagtet dagen i forvejen.

Om eftermiddagen var det tid til at rejse hjem for både elever og familie, der var kommet til. Etårseleverne rejste mandag morgen.

Vi håber at kunne holde kontakten med tredjeårseleverne og at kunne hilse på dem i deres menigheder. Alle, på nær en, der kommer fra Bukoba, arbejder i Mara stift.

Vi håber også at se mange af førsteårseleverne til foråret, og at flere tidligere elever hopper på og tager andet år på bibelskolen. Vi har også planlagt en ny førsteårsklasse.

 

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Amalie Puggaard Poulsen
Birger Reuss Schmidt
Henrik P. Jensen
Else Wiwe
Søren Skovgaard Sørensen
Ole Malmgaard
Christian Lund Pedersen
Julie og Emil Solgaard
Julia Staugård Jørgensen
Katrine Nymann Sulkjær
Rebekka Haakonsdatter Overgaard
Thea Friis Larsen
Rebekka Zoll Landkildehus
Lisa Rom Boye