En uge i maj

Efter påskeferien har der været mange uger med afbrud i undervisningen og hverdagen.

Først af en mindedag for Zanzibars første præsident, så første maj og så Eid, der er afslutningen af ramadanen. Den blev fejret med to helligdage for at give landets muslimer lidt ekstra fri. Vi kristne har jo flere helligdage i forbindelse med jul og påske.

I sidste uge arbejdede eleverne i bibelskolens landbrug i tre dage og lugede ukrudt i majsmarkerne.

Denne uge har været mere almindelig, men med ekstra sjove lektioner og forskellige opgaver.

I mandags var der en morsom misforståelse. Carl har været vagtlærer i denne uge. Det indebærer, at han har vagt, hvis der sker noget uforudset, og han skal deltage i det praktiske arbejde sammen med eleverne.

Rektor ringede og forklarede ham, hvordan rensningen af bønnerne skulle foregå: ”Sørg for at lukke ordentligt til, så de ikke kan slippe ud.”

Det lød underligt. Eleverne plejer ikke at stikke af fra deres opgaver.

Og så fortsatte han: ”Hvis man lukker ordentligt, får de ingen luft, og så dør de!”

Det var det lille ord ”wadudu”, som Carl ikke havde hørt. Det var skadedyrene i de lufttætte poser, som skulle lukkes inde, og ikke eleverne!

I tirsdags underviste jeg i sundhed, om fostrets udvikling og familieplanlægning, altså på en måde om prævention.

Tænk, at alt det bliver gjort på swahili! Det ta’r sin tid at forberede det.

Eleverne var meget interesserede og stillede mange spørgsmål. En del misforståelser blev rettet, og jeg fik til opgave at spørge mine jordemoder-kolleger i Bunda om det, som jeg ikke kunne svare på på stående fodk.

I næste uge fortsætter vi med ”relationsetik”. Det er meget almindeligt med tilfældige forbindelser, og der er mange enlige mødre og mange tilfælde, hvor mødrene også forlader børnene, der så vokser op hos mormor eller farmor.

Så det er nødvendigt med undervisning og samtale.

Torsdag og fredag var jeg med til to af fire dages national vaccinations-kampagne. Der har nemlig været nogle tilfælde af polio i nabolandene mod syd: Mozambique og Malawi.

Generelt set er vaccinationsdækningen meget god, og en høj procentdel af børnene følger vaccinationsprogrammet, som næsten svarer til de nordiske programmer.

Men af og til er noget vaccine ikke ”på lager”. For eksempel var der problemer med importen under den første coronabølge, og vaccination mod mæslinger blev forsinket med mange måneder. 

Måske er det sådan et hul, der er skyld i de nuværende polio-tilfælde. Det er en sygdom, som har været udryddet i Afrika i flere årtier.

For at forebygge, at børn bliver syge i Tanzania, har WHO, Unicef og flere andre organisationer sammen med landets sundhedsmyndigheder gennemført, at alle børn under fem år får en ekstra vaccinedosis.

Og det skulle ikke bare gennemføres på de steder, hvor man sædvanligvis giver vaccinationer, men i alle byer og alle huse.

Prøv at forestille jer, hvor stort arbejde det er at organisere dette!

Det blev udskudt fra slutningen af april til nu. Jeg ved ikke hvorfor, men måske var der brug for endnu mere forberedelse, eller også kom vaccinen ikke til tiden. Men nu skulle det i hvert fald ske.

Store dele af personalet på Bunda Sygehus var udvalgt til at rejse til forskellige byer og områder. Jeg fulgtes med oversygeplejersken Cecilia og tre andre til et par byer. Vores bil blev godt fyldt op af vores team og flere andre, som skulle til nærliggende byer.

Selvom vi havde bilen, så vi kunne køre mellem byerne, gik vi mere end otte kilometer den første dag.

Det var varmt, beskidt og trættende, men også morsomt. Og virkelig smukke udsigter over bomulds-, hirse- og kassavamarker.

Jeg kan mærke i hele kroppen, at jeg lever, og at jeg er der, hvor jeg skal være og kan gøre nytte. 

Og der var så mange gæstfrie mennesker. I et hjem blev vi budt på søde kartofler og græskar. I et andet på ugali og kød.

I hvert hjem gav vi informationer, inden børnene fik to dråber vaccine i munden. Det var virkelig dejligt, at ikke var en indsprøjtning.

Nogle børn var bange, måske for det ukendte hvide menneske, men de holdt hurtigt op med at græde, når de fandt ud af, at det ikke gjorde ondt.

Til sidst fik de malet spidsen og neglen på venstre lillefinger med sort tus, og vi skrev på huset med kridt, at vaccinationen var sket.

Der er forskellige symboler/bogstaver til de forskellige huse. For eksempel et flueben, hvis der er børn, og et N (no), hvis der ikke er børn i familien. Så der står N på vores dør.

De følgende uger skal andre teams fra staten følge op og sikre, at alle huse og byer er blevet nået.

Til efteråret skal der være folketælling i Tanzania. Det sker hvert tiende år og foregår på stort set samme måde, altså ved at man går fra hus til hus.

Til den tid er det først og fremmest lærere og ikke sundhedspersonale, der bliver sendt ud. Derfor skal alle skole – også vores – skubbe afslutning og opstart af skoleåret, så alle er hjemme, når dagen kommer, og så lærerne kan udføre denne opgave i stedet for deres sædvanlige arbejde.
 

Siden i torsdags har vi haft besøg af to norske missionærer fra NLM i Nairobi, Morten Egeland og Torfinn Thorsen.

Efter vores kolleger her rejste hjem sidste år, er det jo sjældent, at vi taler svensk med andre end hinanden. Det er så dejligt at have gæster og tale ”hjemmesproget”. 

I Torfinn har Carl mødt en ligesindet, en musiker, og fandt guitaren frem sammen med sin hjemmebyggede elbas med piezoelement fra Kjell&Com og en afrikansk djembatromme med piezoelement til tromme-modulet.

Så ”jammede” han sammen med nordmanden. Det nød de begge, og Torfinn udbrød lykkeligt: ”Nu er denne dag komplet.”

I dag rejste de videre, og vi har haft lokale gæster: vores nabo Monika og hendes mor, som er på besøg fra Nkinga. Det er også godt!

Denne blog findes også på svensk. Der er der to indlæg, som vi ikke har lagt op her. Det ene kommer her om nogle uger.

Se på https://hasselbergsitanzania.wordpress.com, hvis du vil læse dem på svensk.