Når Gud griber ind

Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp. Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber.

Vi indleder denne blog med ordene fra salme 121 i taknemmelighed over at være ankommet til Arequipa. De seneste uger har været nogle af de mest intense i vores liv.

Peru lukkede ned for flyvninger fra Europa få timer før, vi skulle afsted, og vi måtte ombookes og flyve over Columbia. Forsinkelsen betød, at vores coronatest blev forældet, og vi måtte i al hast lade os teste på ny inden afrejse. De fleste tester positiv op til 8 uger efter, de har været syge med corona, og da vi havde haft corona i december og kun været raske i 3 uger, var det langt fra sikkert, at vi slap igennem. Lises testsvar var negativt, Frederik var i gråzonen, som det private laboratorium først meddelte. Vi fortalte dem om vores coronaforløb, vigtigheden af at komme afsted og satte os ned og bad. En halv time senere ringede de fra laboratoriet og erklærede prøven for negativ! Det lykkedes, og vi kunne flyve via Amsterdam til Bogotá tidligt torsdag den 7. januar.

Da vi skulle boarde flyet videre til Peru blev vi imidlertid afvist, da vi havde lavet en fejl, da vi udfyldte indrejsepapirerne. Familien Solgaard, vores missionærkolleger, vi fulgtes med, valgte solidarisk at blive hos os i Bogotá lufthavn, selvom de med deres to små børn kunne have rejst videre uden os. Der stod vi så alle 6. Hvad skulle vi gøre? Kunne vi få udfyldt papirerne korrekt? Måtte vi ud af transitten for at opsøge flyselskabet og risikere at komme i karantæne i Columbia? Var det overhovet muligt at skaffe nye billetter? Hvad skulle der blive af os?

Vi endte med at tilbringe næsten 30 timer i Bogotá lufthavn. Vi sov på skift og holdt vagt over baggage og børn. Undervejs fik vi fantastisk hjælp af vores missionskonsulent i Danmark og vores norske leder i Peru. Der blev arbejdet på højtryk for os, og vi hjalp hinanden, så godt vi kunne med børn, indrejsepapirer og bøn. På et tidspunkt var der en der sagde: Det her er ægte teambuilding!

Undervejs mærkede vi vores egen panik og utryghed iblandet tilliden til Gud om, at han ville bane vej for os. Det skete gennem en kvindelig sikkerhedsvagt, som anbefalede os at kontakte vores flyselskab ude i en anden Gate og trygle dem om at hjælpe os, uden at vi behøvede forlade transitten. Da vi kom derud, var de ved at boarde et fly til Miami, men straks derefter ringede de til kontoret udenfor transitten og fik tilladelse til at printe nye boardingkort til det næste fly til Lima, som der gudskelov var plads på til os alle 6. Endelig kunne vi sætte os på flyet til Peru (siden er også Columbia lukket for indrejse), og vi ankom sikkert til Lima, hvor vi overnattede, inden sidste flyvning til Arequipa.

Vores norske kolleger har båret os igennem de første dage herude med mad og indlogering ved præsteseminaret, hvor vi tilbringer de obligatoriske 14 dage i karantæne og har taget hul på spanskundervisningen online. Efter karantænen flytter vi efter planen i egen bolig længere inde i byen og skal bruge noget tid på at indrette vores hjem for de kommende år.   
   
Som det var for de vise mænd i sin tid, må vi også nogle gange ad omveje for at nå frem til målet. Når vi er allermest pressede, kan det være svært at holde fast i, at Gud griber ind. Da taler ordene fra salme 121 til os på ny:

Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp. Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber.

Lise og Frederik Berggren Smidt