Anmeldelse

Hans stærke hånd

Lynn Austin
Lohse 2012
382 sider - 299,95 kroner. Som e-bog eller lydbog 99,95 kroner
Christina Kjær Olsen

Hans stærke hånd er det tredje bind i Konge Krønikerne. Det er en bibelhistorisk roman, hvor omdrejningspunktet er Kong Hizkija og begivenhederne i hans liv.

Allerede ved romanens begyndelse dykker vi direkte ned i sagens kerne: Hizkijas hustru, Hefsiba, kan ikke få børn, og Hizkija står uden tronarving. Derfor indgår Hefsiba en pagt med frugtbarhedsgudinden Ashera. Hizkija opdager hendes afgudsdyrkelse og kommer alvorligt til skade i raseri over Hefsibas utroskab mod Gud og Hizkijas tro. 

Hizkija ligger på sit dødsleje, og vi møder profeten Esajas: "At fortælle kong Hizkija, at han skulle dø, var en af de smerteligste profetier, han nogen sinde havde fremsagt." Esajas trygler endnu engang Gud om Hizkijas helbredelse. Gud gør et under med Hizkija, og han får lov til at leve. Men trods Guds barmhjertighed vender Hizkija alligevel gang på gang ryggen til Gud, og det får konsekvenser for ham og hans folk.

Parallelt med historien om Hizkija og Hefsiba følger vi en af Hizkijas nærmeste rådgivere, statsskriveren Eljakim og hans familie. Eljakim er kaldet af Gud til en tjeneste for Hizkija, og bliver flere gange prøvet på sin tro, når Hizkija ikke følger Guds veje og bl.a. indgår forbundspagt med Babylonien. 

Fiktion og bibelsk beretning hænger godt sammen

Romanen er meget velskrevet og der er en god sammenhæng mellem fiktion, og hvad Bibelen beretter om Hizkija. Det er tydeligt, at romanen bygger på et omhyggeligt studie af Bibelen og bibelkommentarer. Flere gange citeres der fra Bibelen, og skriftstederne indgår rigtig fint i romanen.

For mig har bogen været et stort vidnesbyrd om, at Gud møder os syndige mennesker og vil have fællesskab med os. Lad mig nævne et eksempel fra romanen, hvor Hizkija spiser påskemåltid med Esajas. "For første gang i sit liv så Hizkija Jahve klart, en stærk og kærlig Gud, en Gud, der frelser. Og selv om han havde mistet alt, hvad han havde arbejdet for de sidste fjorten år, vidste han, at han stadig ejede Jahves kærlighed – og det var nok. Hvis han var nødt til at miste alt for endelig at se Gud ansigt til ansigt, havde det været det hele værd." 

Man kan sagtens læse bogen løsrevet fra Konge Krønike-serien. Så hvis du har et par dage, hvor du ikke lige vil give dig i kast med en tung teologisk bog, men gerne vil "have noget med" til hverdagslivet med Gud, så kan jeg varmt anbefale Hans stærke hånd.

Anmeldt i Budskabet nr. 1/2013

Tilføj kommentar

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Flemming Hansen
Jeg har altid vidst, at jeg skulle være ydremissionær, selvom jeg ofte var utilfreds med Gud i min barndom på grund af hans beslutning.  Min…