Anmeldelse
Cover til nor:lyds cd Kom ind

Kom ind

nor:lyd
nor:lyd
150 kroner
Henrik Bay Møller

Kom ind har været et både besværligt og berigende bekendtskab for mig. Spoiler-alert: det ender godt, jeg kom ind, og jeg vil forsøge at invitere dig med.

Jeg var forudindtaget, da jeg modtog Kom ind og lyttede til det første gang. Jeg kender og beundrer flere af musikerne og havde kæmpeforventninger.

De første minutter af åbningsnummeret Du bli’r ved er præcis, hvad jeg håbede og forventede: forrygende og kompleks synth-lyd med knivskarp vokal og state-of-the-art transparent guitar og suveræn lyrik. Modigt. Åbent. Vibrerende. Det kunne jeg godt have lyttet til et helt album igennem.

Så slutter resten af bandet sig til, og lydbilledet skifter til danskpop fra bedste hylde anno 1989: Sneakers, Tøsedrengene, One-Two. 

Denne overraskelse gjorde, at det tog mig nogle gennemlytninger at forstå og at værdsætte Nor:lyds projekt med dette album. Jeg kunne som sagt personligt have nydt, hvis de fine, transparente stemninger nogle gange fik lov at bære hele sange igennem uden at suppleres med traditionel rocklyd. 

Efter at have haft albummet i ørerne på en længere busrejse er jeg kommet til at holde af det. Meget. Lyrikken er fremragende, reflekterende og bibelsk og står skarpt foran musikken, som er spillet og indspillet med imponerende professionalisme og omhyggelighed.

Sangskriverhåndværket er helt i top med lækre, sangbare melodier og harmoniføring med fremdrift og logik.

Mine teenagere er også begejstrede for nor:lyd. De nynner med i bilen og mindes releasekoncerten for Kom ind som det absolutte højdepunkt på lovsangsfestivallen A Day of Praise. 

Nor:lyd live har endnu mere af den spændstighed og transparens, som vi elsker ved Kom ind. 

Kom ind kan absolut anbefales som årets køb i dansk kristen musik.

Husk, at du støtter kunstneren bedst ved at købe en “rigtig” cd frem for streaming eller iTunes. Cd’en gør sig også bedre under juletræet.

Trykt i Tro & Mission 19/2015.

 

Tilføj kommentar

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Nanna Kristine Nielsen
”Præsten sagde, at Gud elsker mig, at jeg er skabt, som han vil have mig, og at jeg kan lægge alle bekymringer over på ham. Det gjorde noget…