Anmeldelse
Omslag: Kristen i grænselandet

Kristen i grænselandet

Anders Landkildehus, Lars Malmgaard Jensen, Kristoffer H. Enevoldsen, Chris Lindeskov Rasmussen
LogosMedia 2022
184 sider. 149.95 kroner
Louise Mukai Hauge

At bevæge sig i ukendt land kræver som regel god navigation i form af kort, GPS eller i bedste fald en lokalkendt rejseguide, hvis man ikke ønsker at fare vild eller gå forkert. Forfatterne til ”Kristen i grænselandet” forsøger at lade Første Petersbrev være denne rejseguide. 

Kristen i grænselandet appellerer i sprog og form særligt til yngre mennesker, som i forvejen er bekendt med den kristne teologi, og bogen kunne eventuelt egne sig til bibelstudie.

”Pointen med bogen her er ikke at komme med sort/hvide svar på disse udfordringer, men at opøve en selvstændig navigationsevne …”

Med udgangspunkt i dette citat er hensigten med bogen fantastisk og i enkelte dele af bogen inspirerer den da også læseren til en selvstændig navigationsevne. Særligt i kapitel 6 stilles der mange gode og reflekterende spørgsmål. Her løftes bogens niveau og nuanceres ind i en relevans for læseren. Særligt tonen i kapitlets afslutning, hvor Russell Moore citeres, kunne være at ønske for bogen som helhed:

”Som kristne er vi kaldet til at være ’engagerede fremmede’, som vedkender sig evangeliets særpræg, uden at vi trækker os fra vores kald som naboer, venner og borgere.”

Tenderer til det klichéfyldte

Bogen er velstruktureret, overskuelig og letlæselig. Sproget er generelt ungdommeligt og vedkommende, dog er særligt det første afsnit fyldt med faste kristne vendinger, som tenderer til det klichéfyldte. 

Forfatternes evne til at skrive nærmest talende og deres store inddragelse af personlige eksempler og beskrivende anekdoter er forfriskende og med til at give en positiv læseoplevelse. Desværre efterlades der en del at ønske på indholdssiden, og flere steder er det, som om der kun kradses i overfladen af Første Petersbrev.

Bogen bærer generelt præg af at være skrevet af fire forskellige, men dog alligevel meget ens forfattere. Med flere forfattere til bogen havde jeg som læser en forventning om, at hver forfatter kunne bidrage med forskellige vinkler på emnet, eller at de i bedste fald kunne udfordre hinanden på de vanskelige, men vigtige områder og temaer, som Første Petersbrev lægger op til. 

Det ville i min optik have styrket bogen, hvis ikke alle dens forfattere havde været teologer, hvilket medvirker til den endimensionelle oplevelse, man får som læser.

Grænselandet er et vanskeligt land at begå sig i, og der er uden tvivl brug for en god rejseguide. Desværre lever Kristen i grænselandet kun i ringe grad op til mine forventninger herom.  

Bragt i Tro & Mission 05/2022.

Tilføj kommentar

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Gregers Kofod Rasmussen
”Der er en åndelig kamp om ægteskabet. Hvis Djævelen kan slå et ægteskab i stykker, har han vundet meget. Derfor er det vigtigt med en foreb…