Anmeldelse
Foto: Forside til bogen "På kanten af Paradis"

På kanten af Paradis

Martin de Lange
LogosMedia
208 sider, 199,95 kroner
Caroline Bøgelev Pedersen

Da den sydafrikanske missionær Martin de Lange og hans familie bliver kaldet til at være missionærer i Tyrkiet, oplever de et kald til at leve med Gud på kanten af paradis. De bliver kaldet til et land, hvor regeringens negative opfattelse af kristendommen, forfølgelse, lidelse og død er en realitet, og hvor prisen for at være kristen kan være høj.

Bogen er en selvbiografi, og Martin de Lange beskriver i bogen åbent og ærligt, hvordan de oplever, at Gud kalder og leder dem til opgaven i landet med de udfordringer, de som missionærer og som familie oplever. Han giver læseren et beskrivende og let forståeligt indblik i mødet med den islamiske kultur i Tyrkiet.

Man fanges som læser af, at han inddrager personlige oplevelser fra hverdagen og hvordan, han oplever at drive mission i landet. For trods udfordringer beskriver han, hvordan Gud går med dem og sejrer, så man som læser får gåsehud. 

Familiens tro og tillid til Gud er inspirerende på trods af de afkald, der kan være, når man lever efter Guds kald. Dette skaber eftertanke hos læseren i en verden, hvor vores egne behov får højere og højere prioritet.

Tiden i Tyrkiet er for Martin og hans familie blevet en vigtig påmindelse om at se ud over sig selv og i stedet se, hvad Gud kalder sin kirke til – at åbne øjnene for de mange mennesker, som endnu ikke har hørt evangeliet. 

Bogen er efter min mening anbefalelsesværdig og meget relevant, da den sætter mission på dagsordenen også i et land, hvor missionsmarken er stor og arbejderne få.

Bogen er fængende og skrevet i et jordnært og let læseligt sprog. Den er ikke mindst en vigtig påmindelse om at leve i frimodighed og tillid til Gud også på kanten, der hvor han kalder os til at være et vidne.

Bragt i Tro & Mission 13/2018

Tilføj kommentar

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Amalie Sif Thomsen
”I folkeskolen var jeg glødende ateist. Jeg kunne slet ikke forholde mig til, at nogen kunne tro på og have tillid til noget, de ikke kunne…