400 bibler solgt til én kunde

Foto: Ebenezer Sharfuri
Ebenezer Sharfuri er økonomimedarbejder og står for lagerstyringen i Soma Biblias butik i Arusha, Tanzania (Foto: Kaja Lauterbach).

12 procent af en normal måneds omsætning i Soma Biblias butik i Arusha, Tanzania blev klaret på få minutter mandag den 14. februar

23/02/2022 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

”Heldigvis ligger butikken i et butikscenter, hvor der er flere banker. Ellers ville jeg have brug for eskorte, når jeg skulle sætte de mange penge i banken.”

Ebenezer Shafuri er økonomimedarbejder i Soma Biblias butik i Arusha i det nordlige Tanzania, og han taler om et fantastisk salg den 14. februar.

Nemlig, at én kunde købte 400 bibler til en pris af ni millioner tanzaniske shillings. Det svarer til omkring 12 procent af en normal månedsomsætning i butikken, der ligger meget centralt i byen, oplyser missionær Bent Houmaa Jørgensen, der er direktør i Soma Biblia. 

Og det kommer oven i dagens øvrige omsætning.

Ebenezer Shafuri står også for lagerstyringen

Soma Biblia (SB) blev startet i Iringa for knap 35 år siden. Efter få år blev der åbnet en filial i havnebyen Dar es Salaam, hvor hovedkontoret for SB nu er.

I 2015 blev SB fusioneret med det norske Scripture Mission, der havde hovedkontor i Arusha, og i den forbindelse blev SB-butikken i byen åbnet.

Ud over at være økonomimedarbejder står Ebenezer Shafuri også for lagerstyringen i butikken i Arusha.

I den egenskab har han været lånt ud til andre af de seks Soma Biblia-butikker. Blandt andet hjalp han til ved opstarten af den nyeste butik, som ligger i byen Dodoma.

Bent Houmaa Jørgensen fortæller, at Soma Biblia har planer om, at han skal videreuddannes inden for de to felter.

Butikken i Arusha kører bøger ud til kunder i byen

SB-direktøren fortæller, at butikken i Arusha som den første af SB-butikkerne har anskaffet en motorcykel og kører bøger ud til kunder i byen.

”På den måde har vi forøget vores markedsandele,” siger han.

”Men det, der betyder mest, er, at vi kan få mere god, teologisk litteratur spredt.”
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.