Det var en gave at vise dem vores hjem og arbejde

Foto Solgården i Cambodja

LM’s volontører i Siem Reap skiftede deres normale arbejde ud med at være sammen med elever fra Efterskolen Solgården, der var på besøg i Cambodja

20/10/2022 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

”Vi havde bare en kæmpe fest med dem. Det var også så fedt og sjovt at få lov til at vise dem vores hjem og arbejde.”

Det siger Rebekka Overgaard og Katrine Nymann Sulkjær, der er volontører for LM i Siem Reap i Cambodja.

Den første uge i oktober havde de skiftet deres normale arbejdsopgaver ud med at være sammen med 15 elever fra Efterskolen Solgården. 

De går på linjen Explore, og i den forbindelse var de på besøg i Cambodja fra den 3.-12. oktober både for at se og opleve LM’s arbejde i landet – og for at møde de lokale kristne.

Det bedste var, at eleverne mødte vores venner

Programmet med efterskole-eleverne omfattede blandt andet en cykeltur ved tempelkomplekset Angkor Wat, lokale kulturoplevelser, overnatning og arbejde i Fjendeskoven, et møde med en tidligere kommandør fra De Røde Khmerer.

Rebekka er imidlertid ikke i tvivl om, hvad der var de to bedste og vigtigste ting, de lod de unge danskere opleve.

”Det var samvær med de unge fra LM’s kollegium og et besøg hos evangelistfamilien Yi og Sarorn,” siger hun.

”De unge på kollegiet og Yi og Saron er nemlig blevet nogle af vores bedste venner hernede.”

Eleverne kom med positive og åbne sind

Rebekka fortæller, at de to volontører var ret spændte på forhånd, men nu bagefter omtaler de besøget fra Solgården som en gave.

”Livsstilen her i Cambodja er meget fjernt fra det, vi er vant til i Danmark, men selv om vi kun har været her i cirka to måneder, er alt jo blevet ’normalt’ for os,” siger hun.

”Og det var virkelig stort, at vi fik lov til at dele alt det med nogle elever, der kom med positive og åbne sind. De var bare gode til at engagere sig i aktiviteterne på kollegiet, og de havde en ydmyg og nysgerrig tilgang til mødet med en anden kultur.”

Hun ser med glæde tilbage på mange gode snakke og et lille indblik i elevernes fællesskab. 

Unge på kollegierne er taknemmelige for samvær med eleverne

Det var ikke kun LM’s volontører, der var glade for efterskole-elevernes besøg.

Rebekka fortæller, at de unge, der bor på kollegiet i Siem Reap er meget taknemmelige for alle deres oplevelser sammen med eleverne.

”Og de var ikke mindst glad for alle de nye venskaber, der kom i stand på trods af, at de kun var sammen en uge,” siger hun.
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.