Personligt
Foto: Isak Sode-Larsen

Isak laver alternativer til verdslig studenterkultur

17/06/2024 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

Gymnasieelev og LMU'er har sammen med KFS lavet forslag til, hvordan man kan supplere studenterfejringen med aktiviteter, hvor den kristne tro bliver synlig.

”Sidste sommer fik jeg den ide at lave et alternativ eller supplement til de traditionelle huemærker,” siger Isak Munch Sode-Larsen fra Helsinge. Han går i 2. HF på Frederiksborg Gymnasium og HF i Hillerød og bliver selv student om lidt mere end en måned.  

"Det er meget vigtigt at fejre de kristne studenter – ikke mindst at gøre det på vores egen måde, hvor kristendommen har plads.”

Isak og forklarer, at huemærker er hakker, der bliver klippet i svedbåndet på studenterhuen, hvis man udfører forskellige udfordringer. 

”Huemærker er en meget stor del af studenterkulturen, men rigtig mange af udfordringerne er noget, som ikke alle kristne kan se sig selv i – for eksempel at drikke meget alkohol, kysse fremmede eller at bade nøgen i havet.Derfor vil vi gerne lave nogle, hvor udfordringerne har fokus på ens tro som kristen.”

Anledning til at fortælle om kristendommen

Ud over at de nye huemærker kan være en god oplevelse for unge kristne, ser Isak dem som en åben mulighed for at dele sin kristne tro med kammeraterne. 

”Intentionen er, at man skal invitere sine klassekammerater til at lave udfordringerne sammen, så det giver lejlighed for at forklare, hvad det betyder,” siger han.

Flere af udfordringerne skal lede tankerne hen på Bibelen. I en af dem skal man klatre op i et træ og give penge til velgørenhed, og den giver anledning til at fortælle beretningen om, at Jesus møder Zakæus. En anden udfordring, hvor man skal lave en papirbåd gør, at man kan læse sit yndlingsbibelvers for sine klassekammerater.

Isak peger på, at huemærke-udfordringerne giver anledning til at vise kristendommen fra en anderledes og sjov vinkel.

Fem nye udfordringer kan på nogle virke overvældende, og måske tænker man også om noget af det: Det er altså ikke mig at gøre det der!

”Da er det vigtigt at huske, at man jo bare kan lave det, man føler for. Man behøver heller ikke lave det hele på vognturen. Der er jo studenterfester i flere uger, hvor man kan hygge sig med det,” siger Isak.

Kun positive reaktioner

De alternative huemærker er primært Isaks projekt, men han har sparret meget med Kristina Eskildsen, der er gymnasiesekretær i Østdanmark, og i december 2023 meldte KFS ud, at de gerne vil støtte ideen.

KFS på landsplan er også med til at gøre ideen kendt ved at fortælle om den på Instagram og sende mails til KFS-formænd i hele landet.

Derudover benytter Isak sig af, at han har kontakter og venner over stort set hele Danmark, blandt andet fordi han har gået på Løgumkloster Efterskole i to år.

Isak fortæller, at han har fået rigtig mange reaktioner på sin ide – og de har alle været positive.

Både venner fra LMU, nogle, der blev studenter sidste år, og kommende studenter synes, det er en god ide. ”Det skulle vi da have haft på min årgang” eller ”Det håber jeg, vi også gør til næste år.” 

”Så det tyder på, at jeg har været med til at sætte en tradition i gang, som kan skabe glæde for kristne gymnasieelever,” siger han. 

”Jeg håber, det fortsætter, og at man finder på nye huemærker.”  

 

De fem huemærker, som Isak og KFS lancerer, og som kristne kan bruge i fejringen af, at de er blevet studenter:

Zakæus
Man klatrer op i et træ og sender et beløb på fire gange sin sidste karakter til en valgfri velgørende organisation

Bibelen
Man læser et kapitel fra Bibelen højt for en kammerat under vognturen

Fodvaskning
Man laver en fordybning i pulden på sin hue, hælder vand og sæbe i den og vasker en andens fødder i det

Det lille lys
Man går hen ad gaden med et tændt lys i hånden, mens en højttaler spiller Det lille lys, jeg har

Noas ark
Man skriver sit yndlingsbibelvers på et ark papir, som man folder til en papirbåd og sætter ud at sejle.

Artiklen har været bragt i Tro & Mission 07/2024

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Ruben Due Lorentsen, Jesper Møberg Sundgaard og Michael Agerbo Mørch
Jesus uden filter handler om discipelskab i hverdagen. Det er meget opløftende, at de tre unge forfattere, som…