Mit rigtige hjem er hos Gud

Flugten hertil var hård for iranske Mehdi Khoshqalb, der som teenager blev adskilt fra sine forældre og storebror og sendt alene ud af landet. Alligevel er han ikke rodløs og klamrer sig heller ikke til sit nye liv i Danmark. Han har nemlig fået et helt nyt hjem i sin nyfundne tro på Gud som sin himmelske far.

”Uanset om jeg bor i Iran eller Danmark, er det bare et midlertidigt opholdssted. Jeg ved, at mit rigtige hjem er hos Gud,” siger han på flydende dansk med en umiskendelig snert af aarhusiansk dialekt.

Mehdi var kun 16 år, da han måtte flygte over hals og hoved fra sit hjem i Irans hovedstad, Teheran. Hans familie var kristen, hvilket indebar en stor risiko i et muslimsk domineret land, men for ham selv betød troen ikke rigtig noget.

”Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke gik så meget op i det. Om man var muslim eller kristen, det var jeg ligeglad med. Det betød ikke noget. Hver gang mine forældre ville snakke med mig om det, sagde jeg bare: ’Jeg kommer lige om to sekunder’. Men i stedet for løb jeg ud og spillede fodbold eller gik op på mit værelse og spillede computer. Jeg var jo bare en teenager,” siger han.

Min far sagde: Du må flygte nu

Derfor var det da heller ikke Mehdi selv, men hans far, der besluttede for ham, at han skulle flygte.

”Min far og jeg var ude i byen en dag sammen og shoppe. Så fik han et mobilopkald fra naboen om, at politiet var inde i vores hus, og min mor og storebror var derhjemme. Min far skyndte sig at få mig i sikkerhed et andet sted i Iran. Fra den dag kom jeg aldrig mere hjem.”

Mehdi levede et par måneder i skjul, og en dag kom hans far pludselig og sagde: ”Nu skal du rejse.”

”Han græd, og jeg græd. Han sagde, han ville sende mig af sted langt væk. ’Ikke fordi, jeg ikke elsker dig, men fordi jeg vil beskytte dig,’ som han sagde. Og så gik han meget hurtigt, fordi han begyndte at græde igen og ikke kunne holde det ud længere. Han lovede, han ville hente min familie, og at de ville komme bagefter og finde mig. Men det er ikke sket. Jeg har hørt noget om, at de har været i fængsel, men jeg ved faktisk ikke, om de er i live, eller hvad der er sket med dem.”

Asylcenter for uledsagede mindreårige

Flugten hertil fortæller Mehdi ikke meget om. Ligesom mange andre flygtninge holder han detaljerne for sig selv – både for at holde de svære minder på afstand og for at beskytte andre, så oplysningerne ikke skal falde i de forkerte hænder.

Men det var ikke let, forsikrer han, for en teenager som ham, der ikke før havde været uden for landets grænser.

I Danmark blev han sendt til et asylcenter på Ærø for uledsagede mindreårige. Her var der nogen, der tog sig af ham, og det var også her på Ærø, han for første gang fik et personligt forhold til kristendommen.

”Det var december måned tæt på jul, da jeg kom til asylcenteret, og vi blev alle sammen inviteret hen i kirken. Vi forstod intet af, hvad de sagde. Men så var det, jeg mødte Birthe,” fortæller han.

Jeg fandt ud af, at Gud var min far

Birthe var kirkesanger og viste en særlig interesse for den 16-årige dreng, der som den eneste blandt flygtningene kom fra et kristent hjem.

”Vi begyndte at snakke om kristendommen. Dengang var jeg noget afvisende, for jeg følte, jeg havde tabt hele mit liv på grund af den kristne tro, og at det var derfor, jeg blev nødt til at flygte og blive adskilt fra min familie. Men så snakkede vi om det stille og roligt. Hun fulgtes med mig til kirke et par gange og oversatte til engelsk, så jeg kunne forstå, hvad der blev sagt. Hun fandt også en bibel på farsi til mig og begyndte at undervise mig lidt i, hvad der stod i den.”

Vendepunktet kom, da Mehdi en dag læste i Bibelen om Gud som far.

”Det gjorde meget stort indtryk på mig, for jeg har en meget speciel og tæt relation til min far. Han har altid været en helt særlig person for mig, og det er ham, jeg savner allermest. Det er ikke, fordi jeg ikke også savner min mor og min storebror, men det er noget særligt med min far. Så jeg spurgte Birthe: ’Det med, at Gud er vores far – hvad skal det betyde?’”

Mehdi blev mere og mere nysgerrig og personligt involveret i troen, og da han senere kom til Holstebro, gik han til dåbsundervisning og blev senere døbt i Nørrelandskirken. Han var også elev et år på Børkop Bibelskole, som alt sammen har været med til at styrke hans kristne tro.

”Nu har jeg fundet en far, som både er min far og min fars far – og en, som både kan beskytte ham og mig. På den måde er der en kontakt mellem os – nemlig vores fælles far i himlen. Det gør på en eller anden måde savnet lidt mindre.”

Det, vi oplever nu, er kun en midlertidig adskillelse

I dag bor Mehdi i Aarhus, hvor han læser HF og desuden arbejder i en elektronikforretning. Han har også for nylig været på et Al Massira-lederkursus og drømmer om en dag at få tid nok til at lede sin egen gruppe af muslimer, som han kan dele evangeliet med.

”Det skal nok komme,” som han siger. ”Nu har jeg fundet mit endelige hjem,” siger han og mener ikke den store lejlighed i Højbjerg, som gør, at han er nødt til at tage ekstra lange arbejdsvagter for at få råd til huslejen.

”Vi er her på jorden en tid, og en dag skal vi være hjemme hos Gud. Det er også en kæmpe trøst for mig, for hvis jeg ikke når at se mine forældre og min familie igen her på jorden, er jeg sikker på, at vi nok skal møde hinanden igen. I sidste ende har vi jo alle samme adresse. Det, vi oplever nu, er bare en midlertidig adskillelse.”

Det midlertidige ophold her på jorden minder også Mehdi om, at vi ikke skal sætte vores lid til jordiske ting.

”Da jeg flygtede fra Iran, måtte jeg efterlade alt, hvad jeg ejede. Jeg havde intet med mig fra min far eller min familie. Alt, hvad jeg har i dag, er noget, jeg selv har samlet op. Det har ikke været nemt, men det er sådan, det er. Og sådan er livet også – ligesom en rejse. Vi kan ikke tage noget med os herfra. Det er der heller ikke brug for hjemme i vores rigtige hjem. Der har vi jo alt det, vi skal bruge,” siger han.

---

Artiklen har været bragt i avisen Tro & Mission nr.16/2021