Personligt
Foto: Thomas Wejse Nielsen

Trives med at forkynde Guds ord

21/06/2015 / Ole Solgaard os@dlm.dk

Thomas Wejse Nielsen er fritidsprædikant i Luthersk Mission, men er sig bevidst, at familien er hans vigtigste livsopgave.

”Hjemmet og arbejdet er mit primære kald. Prædikanttjenesten det sekundære, selvom jeg trives rigtig godt med den.”

Thomas Wejse Nielsen ser det som et stort privilegium at forkynde Guds ord. Samtidig er han udfordret af at få prioriteret prædikanttjeneste rigtigt i forhold til andre ting.

Og det er ikke altid så enkelt, når man har job, familie og menigheds­engagement, fortæller den 40-årige VUC-lærer fra Gistrup ved Aalborg. Men for ham er det vigtigt, at hverdagen fungerer, hvis han skal have frimodighed og resurser til prædikanttjenesten.

Fokusering og forberedelse er nødvendig

Thomas Wejse Nielsen har været ulønnet prædikant i LM Østjylland siden årtusindskiftet og tager typisk ud og holder møder 12 gange om året.

”Jeg er ikke involveret i bestyrelser og udvalg. For jeg er bevidst om at være prædikant. For mig kræver den opgave fokusering, fordybelse og tid til bøn og forberedelse.”

Det er vigtigt for Thomas Wejse Nielsen at være autentisk i sin forkyndelse. Han vil gerne være sig selv på prædikestolen. Og han tager gerne eksempler med fra sit hverdagsliv eller knytter til ved noget, han selv er optaget af i livet som kristen.

En velsignelse at få lov at give Guds Ord videre

Thomas Wejse Nielsen lever med bønnen om, at Gud i sin nåde vil lade ordet ”lykkes”, så Guds frelsesplan formidles levende, autentisk og nærværende – og så Djævelen ikke spolerer processen. Og han oplever at få det, han har brug for, for Jesus er ”rig nok for alle, der påkalder ham”, er hans erfaring.

”Guds ord er et levende og stærkt ord. Jeg oplever det som en velsignelse at sidde for mig selv med Bibelen og mærke, at Gud selv træder ud af teksten og åbner ordet for mig. Det er kanon at få lov at bringe det videre, som han har mødt mig selv med,” siger han.

 

Redigeret uddrag af artikel trykt i Tro & Mission nr 11/2015

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Anders Landkildehus, Lars Malmgaard Jensen, Kristoffer H. Enevoldsen, Chris Lindeskov Rasmussen
At bevæge sig i ukendt land kræver som regel god navigation i form af kort, GPS eller i bedste fald en lokalke…