Cambodja blev mit hjem

Når jeg i sommeren 21 fortalte venner og familie om, at jeg skulle være væk fra Danmark i ti måneder, skulle de lige spørge en ekstra gang for at være sikre på, at det virkelig var så lang tid. Og når jeg tænker over det, er ti måneder faktisk virkelig lang tid at være væk hjemmefra. Væk fra alt det, jeg kender og holder af i Danmark. Væk fra min familie, som jeg altid har haft omkring mig. Væk fra de danske trygge rammer med gratis sundhedsvæsen, ærligt retsvæsen, sikker trafik og ingen farlige dyr. Og jo, jeg har da savnet alt dette. Men jeg kunne ikke have undværet én enkelt dag i Cambodja. 
  
Mit ophold blev noget anderledes end det, jeg havde regnet med. Ikke mindst på grund af corona, som gjorde nogle ting noget møjsommelige. Men også fordi alt forandrer sig hele tiden. Alt fra vejene, der pludselig laves om fra en støvet grusvej til en duftede varm asfaltvej, til undervisning, der pludselig blev aflyst, eller en motorcykel-tur med hele kirken, der bliver planlagt dagen før. 

Dagene tager man, som de kommer, og for én som mig, der er vokset op i den danske kultur, hvor meget er planlagt ned til den mindste detalje og gerne et par måneder i forvejen, har det været enormt lærerigt at opleve. At slippe kontrollen, lade være med at tænke for meget over tingene og lade eventyret udfolde sig for én, tror jeg på, er en sund måde at opleve verden, og hverdagen på.  

Noget, som gjorde mine ti måneder væk fra familien meget kortere, end de lyder til, er de fantastiske unger, jeg brugte min hverdag sammen med. De kunne på trods af svære vilkår, fattigdom og en lang skoledag møde talstærk op med et grin i ansigtet og gåpåmod til at lære en masse engelsk og høre Guds ord. 

Jeg fik lov at opleve deres liv på nært hold når jeg tog ud i landsbyerne, når jeg underviste langt væk fra byens velstand og turistede glansbillede og ind i hjertet af den almene cambodjaners liv. Jeg underviste under bliktage, børnene sad på røde plastikstole, og hverdagslivet udspillede sig rundt om os. En tøjvask i hånden, madlavning over bål, høns, der skrattede rundt om os, og børn, der blev vugget i søvn i en hængekøje. Det var fattigdom, som jeg aldrig havde set den før, og alligevel var det vigtigste til stede. Kærlighed til hinanden og en glæde over de mindste ting. Dette gjorde et helt enormt indtryk på mig, og jeg ville ønske at alle kunne opleve, hvad jeg oplevede i disse landsbyer. 
  
I Cambodja blev min omgangskreds min erstatning for min familie. Siem Reap og volontørhuset blev mit hjem, og så skørt det end lyder, blev kulturen det vanlige, det kendte og det trygge. Gud greb ind i mit liv. Han sagde, at han ville være med mig alle dage indtil verdens ende. Han fik mig til at passe ind i en helt anden kultur. Trafikken, sproget og de farlige dyr kan lyde vildt skræmmende, særligt når man er midt i det i hele ti måneder. 

Men Gud havde en plan med de ti måneder. Tiden blev min redning. Det gjorde, at jeg kunne nå at vænne mig til det, der var anderledes, og faktisk kom til at holde af det. Holde så meget af det, at det blev svært at sige farvel til det.