100.000 kroner til fodbold for børn i Cambodja

Foldbold Flame
De mange penge har været med til at sponsorere fodboldtøj og støtte børnenes deltagelse i stævner. Her nogle glade Flame-børn til et stævne med andre børn. Foto: Flame Cambodia.

LM's junior- og teenklubber har de seneste to år samlet penge til missionsprojektet "Børnene på banen", som blandt andet er gået til fodboldudstyr til børn fra Phnom Penhs slumkvarterer

31/01/2025 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

På to år har klubberne i LM Between samlet næsten 100.000 kroner ind til missionsprojekt 2023-24, som hed "Børnene på banen".

Med de ialt 98.977 kroner har de danske børn været med til at støtte den fodboldundervisning, som drives af hjælpeorganisationen Flame i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh.

Pengene er blandt andet gået til at købe fodboldtøj og vand til børnene, til leje af fodboldbaner og til en del af lønnen til Flames trænere.

Flame Cambodia tilbyder undervisning til udsatte børn fra Phnom Penhs slumkvarterer, og en del af deres tilbud er fodboldundervisning for både piger og drenge.

Giver børnene et frirum fra det hårde liv i slummen

For børnene er det et dejligt frirum fra det hårde liv, som børnene ellers oplever i slummen, hvor de bor, fortæller Cecilie Idorn, som var volontør for LM i Cambodja sidste skoleår.

"Jeg har været medtræner i lidt over et halvt år. Det har bare været fedt at se børnene løbe rundt og spille fodbold og være en del af et godt fællesskab," siger hun.

Desuden er der i slutningen af hver træning en lille andagt, hvor børnene hører et personligt vidnesbyrd eller en fortælling fra Bibelen.

"Børnene ser meget op til deres træner, så det at han fortæller dem om Jesus, gør bare noget virkelig godt. De lytter til, hvad der bliver sagt, og det er bare megafedt," fortæller den tidligere volontør.

11-årige Seng har lært at være tålmodig og overbærende

For 11-årige Seng Norackmoryura, der er et af de 55 børn, der spiller fodbold i Flame, har det haft en enorm betydning i hans liv at være med på holdet.

"Jeg føler så stor en glæde og har fået mange nye venner, efter jeg er begyndt at spille fodbold. Jeg er ikke så ofte syg mere, min krop er blevet stærkere, og jeg har lettere ved at koncentrere mig om mit skolearbejde," siger han.

Gennem fodboldspillet har han lært at være tålmodig og overbærende over for andre.

"Før kunne jeg godt blive vred på de andre spillere og bruge mange bandeord, men nu opmuntrer jeg dem i stedet for. Det er dejligt at være en del af et team, og jeg har fået mere kærlighed til dem."

> Læs mere om Flames arbejde i Cambodja.

Fodbold Flame

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.