Efterskoleelever hjælper udsatte familier i Skjern

Elever fra Solgården hjælper som frivillige til Blå Kors Familienetværk i Skjern
Eleverne får en introduktion til arbejdet af to af de frivillige i Familienetværket, som er et samarbejde mellem Blå Kors og Skjern Bykirke. Foto: Peter Jensen, Solgården.

"En fantastisk oplevelse," fortæller elever fra skolens Explore-linje om den første aften i Blå Kors familienetværk i Skjern, hvor de hjalp til i køkkenet og legede med børnene

28/01/2025 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Fire piger fra Efterskolen Solgården prøvede torsdag den 16. januar at være frivillige hjælpere i Blå Kors Familienetværk i Skjern, som tilbyder fællesskab for udsatte familier.

I alt 85 børn, voksne og frivillige hjælpere deltog i arrangementet, der foregik i Skjern Bykirke.

Samarbejdet mellem Blå Kors og efterskolen er et led i det fokus, eleverne på linjen Explore har på at være en del af lokalt hjælpearbejde.

Hjalp med at skære frugt og flette børnenes hår

Og det gav rigtig god mening, siger Ida Hummelmose og Rebekka Brosbøl - to af de fire elever, der var med som frivillige.

"Det var virkelig hyggeligt," fortæller de to piger, der hjalp med til at skære frugt og gøre maden klar inden fællesspisningen og lege med børnene under arrangementet.

Blandt andet stod de for at flette hår på nogle af børnene og var også med at lave noget kreativt sammen med dem.

Dejligt, at vi kunne give dem den kontakt, de havde brug for

Begge piger kunne mærke både på børnene og de voksne, der var med, at fællesskabet i Familienetværket betød rigtig meget for dem.

"Jeg har før arbejdet i en børnehave, og det var tydeligt, at mange af de her børn havde behov for noget mere kontakt. Det var dejligt, at vi kunne give dem det," siger Ida Hummelmose.

Eleverne skal til foråret på en rejse til Cambodja, hvor de også kommer til at hjælpe den lokale kirke i deres arbejde blandt udsatte familier i Run Ta Ek og Fjendeskoven.

"Det er godt, at vi har haft mulighed for at prøve at være frivillig her først, så vi ved lidt mere om, hvad det vil sige, inden vi kommer derud," siger de.

Vil gerne opmuntre de unge til at blive frivillige

Eleverne fra Explore er inddelt i teams på fire, som på skift indgår i opgaven på linje med de frivillige fra Skjern Bykirke.

Når alle har prøvet det, er aftalen, at eleverne frivilligt kan melde sig på til flere aftener, og det håber Anne Mette Bjerg fra Skjern Bykirke, der er leder af Blå Kors Familienetværk, at nogle af dem vil gøre.

"Grunden til, at vi spurgte Solgården, om de ville være med, er egentlig ikke, fordi vi mangler ekstra hænder, for vi er mange frivillige i forvejen - men vi vil gerne lære de unge, hvad det vil sige at være frivillig, og opmuntre dem til at blive frivillige - også når de forlader skolen."

"Vi skal lære den unge generation, at de kan bidrage med noget vigtigt, ellers løber vi tør for frivillige om nogle år," siger hun.

---

> Læs mere om Blå Kors Familienetværk rundt i landet.

Solgården og familienetværk

De fire elever i bilen på vej til Familienetværksaften sammen med viceskoleleder Peter Jensen.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.