Efterskoleelever oplevede at få mere tid

Foto: Farvel smartphone
Ved opstarten af projektet sagde eleverne på Sædding Efterskole farvel til deres smartphones for ti dage. De fik en gammeldags telefon så længe, så de kan ringe og sende sms'er (Foto: Sædding Efterskole).

Eleverne på Sædding Efterskole fandt ud af, at det var godt ikke hele tiden at være på de sociale medier, men også at livet er mere besværligt uden smartphone

25/04/2023 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

Nogle af eleverne på Sædding Efterskole har oplevet, at de har fået mere tid. 

Det skyldes, at de deltager i et ti-dages eksperiment, hvor de har byttet deres smartphones ud med såkaldte dumbphones. Det vil sige en gammeldags NOKIA-mobiltelefon, der stort det kun kan ringe og sende sms’er.

Som en udløber af eksperimentet er det gået op for de unge, hvor meget tid de bruger på sociale medier som TikTok.

Prøve at leve uden konstant internetadgang

Projektet er et samarbejde med dumbphone.dk, der er startet af Arne Bangsgaard Mathiasen.

I forbindelse med at hans smartphone var i stykker for et par år siden, og han fandt en gammel telefon skuffen og han opdagede, at angstsymptomer og andre udfordringer i livet forsvandt. 

Derfor købte han en stak dumbphones, som han låner ud til efterskoler i ti dage ad gangen, så eleverne kan prøve at leve uden konstant internetadgang.

Han kom og introducerede projektet, hvorefter eleverne fik en uge til at overveje, om de ville være med. Det er nemlig vigtigt, at de deltagere frivilligt, understregede han.

De fleste elever vælger at gennemføre

Over 70 procent af eleverne på Sædding Efterskole valgte at være med, fortæller forstanderen.

Af dem har en håndfuld givet op, men resten har valgt at gennemføre.

”Nogle er glade for det. Det er typisk de drenge, der godt kan lide at være i motorlære eller lave andre håndværksting, og som ikke har behov for at opdatere på de sociale medier hele tiden,” siger Mads Koefoed-Hessellund.

”Andre glæder sig til at få deres smartphone tilbage. Mange praktiske ting er blevet besværlige, og de savner muligheder for at bruge MitID og MobilePay. Og så savner de at høre musik.”

Et redskab til refleksion blandt eleverne

På efterskolen håber de, at flere elever vil få den oplevelse af at have mere tid. Og også, at de vil få øjnene op for, at livet bliver mindre hektisk, når man reducerer mængden af input, siger forstander Mads Kofoed-Hessellund.

Faktisk er skolen inde i en række overvejelser om, hvordan man bedst laver efterskole for unge mennesker, der lever netop nu. De oplever udfordringer med påvirkninger fra sociale medier og forringet søvn blandt nogle elever, fordi de bruger telefonerne sent om aftenen.

”Derfor ser vi dette eksperiment som et muligt redskab til at skabe refleksion blandt eleverne,” siger forstanderen, der overvejer, om de selv skal købe en masse dumbphones og prøve igen til efteråret med et nyt elevhold. 

”Først på opholdet er elevernes sind ofte lidt mere åbent for nye tiltag,” begrunder han.

Forstander er selv glad for at slippe for mange input

Forstanderen fortæller, at nogle af lærerne er hoppet med på projektet. 

Det er nemlig ikke kun de unge, der er meget hurtige til at hive telefonen frem. 

”Jeg gør det også selv. Vi er alle for hurtige til at afbryde og undgå stilhed. Men stilhed og plads til fordybelse er godt - både almenmenneskeligt og trosmæssigt,” siger han.

”Personligt er jeg glad for at slippe for at få så mange input, og jeg nyder ikke at kunne hive telefonen frem, når jeg har ventetid, men bare stå og kigge og tænke.”

 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.