Fadervor brød åndernes magt i missionærers hus

Åndehus i Cambodja
95 % af befolkningen i Cambodja er buddhister, men i praksis bliver det blandet med åndedyrkelse, hvor man har husaltre til at ofre fødevarer til forfædrene. Illustrationsfoto

Ny missionærfamilie i Cambodja var gennem længere tid plaget af onde drømme, men da de fjernede et buddhistisk åndehus fra deres grund og bad for deres hjem, forsvandt drømmene

16/08/2024 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Det er en del af kulturen i Cambodja at have et minature-tempel uden for sit hus, hvor man dyrker og tilbeder ånder.

Betydningen af denne blanding mellem buddhisme og forfædredyrkelse fik familien Gaedt Poulsen at mærke, da de i foråret kom til landet som nye missionærer.

Uden for det hus, hvor de bor til leje, stod et sådan åndehus, og flere i familien oplevede at have usædvanligt mange onde drømme om dæmoner, der gik til angreb.

Et af børnene havde også set en uhyggelig skikkelse en aften ude på altanen.

Hushjælpen var ikke bange for mørkets magter

”Som danskere var vi lidt forsigtige med at tyde for meget på, hvad den slags betyder, men vi havde en klar fornemmelse af, at der foregik noget i vores hus, som ikke skulle være der,” siger Helle Gaedt Poulsen.

Sammen med sin mand Simon og parrets tre børn Karla, August og Villads er hun udsendt for Luthersk Mission til byen Siem Reap i det nordlige Cambodja.

De spurgte deres lokale hushjælper, som sagde, at hun nogle gange havde set en mørk skikkelse bag ved sig, når hun var i huset, men at hun ikke var bange.

Khmerbefolkningen er nemlig mere vant til åndeverdenen, da det er en del af deres kultur at ofre til ånderne for at behage dem.

Åndehuset flækkede midt over og gik i stykker

Familien besluttede sig for at fjerne åndehuset, for, som de siger: ”Det er vigtigt for os, for vi tror på Jesus og vil kun have én Herre i vores hus.”

De lånte en sækkevogn og ville flytte det ned bagerst på grunden, så det var så langt væk fra huset som muligt.

Mens de var ved at flytte åndehuset, flækkede det pludselig midt over og gik i stykker.

Siden da har der været ro i huset

Efterfølgende havde familien besøg af den anden danske missionærfamilie og volontørerne i byen, som sammen gik rundt i hele huset og bad fadervor og sagde trosbekendelsen for at jage de onde ånder væk.

”Siden da har vi haft ro i huset. Vi har ikke længere onde drømme, og vi har en følelse af, at det onde ikke længere bor her,” siger Helle Gaedt Poulsen.

Det gamle åndehus er kørt væk fra grunden, men det vigtigste for familien har været at mærke den magt, som forbønnen har.

”Vi er blevet bevidst om, hvor stærke åndsmagter, der er på spil her, og hvor vigtigt det er at have Jesus som værn, så djævelen ikke kan råde,” fortæller de.

---

LM's missionærer i Cambodja er engageret i diakonale og evangeliserende opgaver i området omkring byerne Siem Reap og Battambang.

> Læs mere om Luthersk Missions arbejde i Cambodja.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.