Kollegieleder til nyt kollegium i Cambodja

Kollegielederne på LM's tre pigekollegier
Kuy Kunthea (t.v.) sammen med de to andre kollegieledere Theara Sim (m.f.) og Lysom Kin (t.h.) i Cambodja (foto: privat).

Der er nu fundet både bygninger og en kollegieleder til LM's nye kollegie i byen Battambang

03/02/2021 / Nicklas Lautrup-Meiner nlm@dlm.dk

Planerne om en LM-knopskydning til Cambodjas tredjestørste by har taget et stort skridt fremad.

Der er nemlig både fundet bygninger til et kollegium i byen og ansat en kollegieleder, fortæller missionskonsulent Bent Olsen.

Den nye kollegieleder hedder Kuy Kunthea og har tidligere selv været beboer på LM's pigekollegium i Siem Reap.

Mulighed for at studere og møde det kristne budskab

Med et kollegium i Battambang håber LM at skabe en sikker base for kvindelige studerende i den store studieby, der er hjem for omkring 250.000 mennesker.

Unge kvinder fra landområderne har nemlig ikke mange muligheder for at bo sikkert i studiebyerne og bliver derfor i nogle tilfælde nægtet at studere af deres familier.

"Behovet for kollegier er stort alle steder, fordi cambodjanerne kæmper sig igennem et uddannelsesforløb på en måde, som man ikke kan forestille sig i Danmark," har LM-missionær Henrik Borch Jacobsen tidligere udtalt om kollegiearbejdet i landet.

De tyve kollegiepladser er ikke forbeholdt kristne, men det er LM's erfaring, at mange af dem, som ikke er kristne, vælger at blive det i løbet af den periode, de bor på kollegiet.

LM's tredje hjemby i det asiatiske land

Battambang er hovedstaden i provisen af samme navn i det nordlige Cambodja.

Byen ligger tæt på grænsen til Thailand 80 km vest for Siem Reap, der sammen med hovedstaden Phnom Penh i dag udgør LM-missionærernes hjem i det asiatiske land.

LM har arbejdet i landet siden 2003 og har siden 2020 undersøgt muligheder for at starte en arbejdsgren op i Battambang.

Læs mere om LM's arbejde i Cambodja her.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.