Konfirmandlejre styrker fællesskabet i LM

Foto: Konfirmandweekend 2023
På konfirmandlejren den 3.-5. marts på Sædding Efterskole fik 45 unge fra LM i hele Danmark undervisning i livet som kristen (Foto: Kaja Lauterbach).

På to årlige weekendlejre får konfirmander fra LM i hele landet fællesskab og LM-identitet. Det er netop et af formålene med lejrene, siger en af initiativtagerne

10/03/2023 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

45 konfirmander og 12 voksne fra LM i hele landet var på weekendlejr på Sædding Efterskole den 3.-5. marts.

Det er en eksplosion i deltagerantallet fra den første lejr for 12 siden, fortæller frimenighedspræst Peter Rask fra Kirken ved Søerne i Silkeborg.

”Her var vi var fem konfirmander og tre voksne,” siger han.

Vil gerne lære konfirmanderne at være LM’ere

Peter Rask startede konfirmandlejrene i LM sammen med daværende frimenighedspræst Peter Leif Mostrup Hansen i Randerskirken.

”Vi havde kun få konfirmander hver, og vores formål var netop at være med til at skabe fællesskab og LM-identitet,” siger han. 

”Jeg havde et lokalt undervisningsfællesskab, hvor de lærte at være kristne, men jeg ville også gerne lære dem at være LM’ere. På lejrene begynder konfirmanderne at fornemme, at der er kristne andre steder, og at LM er større, end de er vant til.”

Fra frimenighedsfest til LM-fest    

”I begyndelsen var konfirmandlejrene meget en frimenighedsfest, men nu er det blevet en LM-fest,” siger Peter Rask. 

Han tilføjer, at deltagerne stadig overvejende kommer fra frimenigheder, men at der også er unge fra LM, der skal konfirmeres i folke- eller valgmenigheder.

På de seneste to lejre har der været seks konfirmander fra Bornholm med, og det glæder Peter Rask, da det betyder, at fællesskabet får endnu større bredde. 

Han oplever, at lejrene har en stor mulighed for at styrke fællesskabet og sammenhængskraften i LM. 

”De unge får kontakter og venner her, som gør det nemmere at komme på Konfirmandkursus og på efterskole, fordi de allerede kender nogen. Jeg tror, det især er en fordel, hvis man kommer fra et sted, hvor man kun er få LM'ere.”

LM investerer i konfirmandlejrene

Der er ikke ændret meget i konceptet for konfirmand-weekendlejrene fra begyndelsen til nu.

Peter Rask fortæller, at der helt fra begyndelsen har været to weekendlejre hvert år, hvor den om efteråret handler om LM’s kerneværdier og den om foråret om det kristne liv.

”Oplæggene til at undervise ud fra er også de samme fra år til år. Dem har frimenighedspræst Andreas Ipsen fået løn fra LM til at udarbejde, og han er ansat på fem procent til at få styr på det praktiske,” fortæller han.

”Det at lejrene er vokset på meget, viser, at det har været en klog og rigtig investering fra LM’s side.”
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.