Landsbyboere får svar på spørgsmål om liv og tro
Evangelistparret Yi og Saron holder Alpha-kursus for nogle af landsbyens beboere i deres hjem i det nordlige Cambodja. Det giver mange gode og personlige samtaler om det at tro på Jesus
I en lille måned har ægteparret Yi og Saron, som er ansat af LM i Cambodja, holdt Alpha-kursus i deres hjem i en landsby uden for Siem Reap.
Parret er brændende kristne og har i mange år evangeliseret blandt folk i deres lokalområde.
De driver en skole for de lokale børn, og i sommer holdt de et Alpha-kursus for ægtepar.
Nu har de sammen med missionær Simon Gaedt Poulsen inviteret til kursus igen, og til deres store glæde kommer der hver gang mellem 10-12 voksne, et par teenagere og en håndfuld børn.
Kendskabet til de lokale er med til at skabe en tryg stemning
En kursusaften i Yi og Sarons hjem starter med, at deltagerne spiser sammen
Derefter ser de et afsnit af en video og taler sammen om nogle spørgsmål ud fra videoen.
Yi leder samtalen, for - som Simon Gaedt Poulsen siger - han og hans kone, Saron, kender de lokale og kulturen bedst, og det er med til at skabe en god og tryg stemning blandt deltagerne.
"Det er en stor glæde at være med til, og jeg mærker virkelig, hvordan deres arbejde gennem så mange år har lagt et fundament. De gør en kæmpe forskel for, at evangeliet når ud."

Familien her har børn i den skole, som Yi og Saron driver ud fra deres hjem. De var tidligere ikke meget for, at børnene skulle tro på Jesus, men nu er de alligevel blevet nysgerrige og er taget med på kurset.
Jesus byttede plads med os og tog straffen
Deltagerne spørger ind til, hvorfor Jesus skulle dø på korset, og Yi forklarer det med små historier, som de kan relatere til.
"En gang sagde han, at de skulle forestille sig at have en søn, der var kommet i fængsel. Derefter spurgte han dem, om de ville være villige til at bytte plads med deres søn, hvis de fik mulighed for det, og det svarede de 'ja' til," fortæller Simon Gaedt Poulsen.
"På samme måde har Gud det med os, forklarede Yi. Vi kan ikke bytte plads med hinanden i fængslet, men Jesus kom og byttede med os og tog straffen for den forbrydelse, vi havde begået."
En helt ny måde at tænke om livet og troen på
Det er tydeligt for den danske missionær, at deltagerne gradvist bliver mere åbne, og gennem evangelisten Yi kan han forstå, at de også er blevet mere frimodige til at dele noget personligt.
En af deltagerne spurgte Simon Gaedt Poulsen: "Hvordan kan man bede til Gud?"
"Jeg forklarede, at man kan bede til Gud alle steder, og at man ikke behøver præstere noget bestemt. For folk herude er tilbedelsen af forfædrene forbundet med frygt - frygt for ikke at ofre rigtigt eller gøre det godt nok. Hos Jesus er det modsat," understreger han.
"Jeg ved ikke, hvor meget de forstår af det endnu, men som Yi siger: 'De forstår lidt mere for hver gang.' Det er en proces og en helt ny måde at tænke om livet og troen på, men vi beder for dem og lader Helligånden om at overbevise."
