LM åbner igen – med håndsprit og afstand

Fra LM's jubilæum i 2018
Ved LM's jubilæum i 2018 sad gæsterne skulder ved skulder og sang sammen. Nu er LM åbnet med særlige afstandskrav, der umuliggør en aktivitet som den på billedet (foto: Norea Mediemission).

LM's møder kan nu genoptages med særlige retningslinjer om især afstand og hygiejne

18/05/2020 / Nicklas Lautrup-Meiner nlm@dlm.dk

Danmarks kirkesamfund er åbnet igen.

Det betyder, at LM også kan holde forkyndende møder i missionshuse og frimenigheder igen.

Det har LM Kirkeministeriets ord for efter i nogle dage at have været i tvivl om, hvorvidt åbningen gjaldt missionshusene og de frimenigheder, der ikke er anerkendte trossamfund.

Der er dog en lang række retningslinjer, der skal være på plads, før den enkelte LM-forsamling igen kan slå dørene op.

Max én person pr. fire kvadratmeter

Kirkeministeriet har offentliggjort en række retningslinjer, der også gælder for LM’s aktiviteter.

Her hedder det blandt andet, at man ikke må samles flere end én person pr. fire kvadratmeter i et lokale.

Man skal dog ikke tælle forkynder, ansatte og frivillige, der medvirker ved mødet eller gudstjenesten med i dette regnestykke.

Det er uklart, hvordan frivillige skal fortolkes, men LM lægger op til, at man her tænker på de personer, der har en synlig rolle ved mødet. I de fleste LM-forsamlinger vil det betyde prædikant, mødeleder, pianist og teknikansvarlig. 

Samtidig opfordres der dog i retningslinjerne til, at man sikrer sig, at der er nok frivillige til at gennemføre aktiviteterne efter de sundhedsmæssige retningslinjer.

Opfordres til at holde afstand

I retningslinjerne hedder det også, at man bør holde 1 meters afstand mellem hver person. Man bør dog holde den dobbelte afstand, hvis man synger sammen.

Personer, ”der til daglig er i tæt kontakt”, kan dog sidde med normal afstand mellem hinanden.

Samtidig anbefales det fortsat, at personer, der har symptomer på COVID-19, ikke deltager i møderne, ligesom at også personer med øget risiko overvejer, hvordan de kan deltage.

Er det foreningsliv eller forkyndelse?

Åbningen af forkyndende aktiviteter betyder også, at der er flere af LMBU’s aktiviteter, der igen kan afvikles. Dog ikke alle.

Nogle af LMBU’s tilbud betragtes af myndighederne som indendørs foreningsliv, der først åbner i fase 3 fra den 8. juni.

Derfor fraråder LMBU, at man afholder indendørs klubarbejde eller LMU-aktiviteter uden forkyndelse før fase 3.

Det er dog inden for rammerne af fase 2 at afholde en LMU-aften med forkyndelse, bibelfortælling i børneklubben og lignende tiltag, ligesom udendørs aktiviteter er tilladt inden for gældende regler om forsamlingernes størrelse.

Godt, selv om der er særlige krav

LM’s generalsekretør Søren Skovgaard Sørensen glæder sig over, at LM igen så småt kan åbne.

”Det er godt, at LM kan åbne igen, også selv om der er særlige krav, der gør det besværligt. I LM efterlever vi selvfølgelig myndighedernes anvisninger. Det kan betyde, at man er nødt til at tælle, hvor mange, der kommer ind i missionshuset. Hvis der er fyldt, må man afvise folk,” siger generalsekretæren.

Kirkeministeriets retningslinjer kan læses her.

LM's fortolkning af Kirkeministeriets retningslinjer i LM's og LMBU's arbejde kan læses her.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.