Perus evangeliske kristne får nationaldag

Reformations-jubilæet blev fejret rundt i Peru med optog og markeringer. Regeringen har erklæret 31. oktober for nationaldag for landets evangeliske kristne kirker
Fejringen af Reformations-jubilæet har vakt stor opmærksomhed i det ellers stærkt katolske Peru.
I flere byer har der de seneste uger været festlige optog og parader.
Festlighederne har været en synlig markering af 500-års dagen for Reformationen og dens betydning i dag for landets evangeliske kristne.
Folkeoptog med Luther-statue og Noas Ark
I Juliaca i det sydøstlige Peru markerede byens lutherske kirker jubilæet med et stort folkeoptog gennem byen.
Flere af byens lutherske menigheder medvirkede med hver sin bil, som de havde pyntet i dagens festlige anledning.
En af bilerne havde en statue af Martin Luther - en anden var lavet om til Noas Ark fuld af små børn, der var klædt ud som dyr.
15.000 peruanere i fælles evangelisk reformationsmarch
I storbyen Arequipa har Luthersk Mission missionærerne Katharine og Samuel Kofoed-Nielsen udsendt til arbejde på den lutherske kirkes bibelskole.
Her deltog omkring 15.000 mennesker i en fælles evangelisk reformationsmarch arrangeret af Den Evangelisk Lutherske Kirke i Peru gennem byens centrum.
3.000 elever fra byens 18 evangeliske skoler førte an i optoget, flere af dem med deres eget skoleorkester.
Vigtig anerkendelse af Perus lille lutherske kirke
Festlighederne kulminerede den 28. oktober med en fælleskirkelig markering i Arequipa, hvor 18 evangeliske kirker var samlet til en fælles reformationsgudstjeneste.
Den store synlighed har medvirket til, at den peruanske regering har udnævnt den 31. oktober - årsdagen for Reformationens begyndelse - som nationaldag for landets evangeliske kristne kirker.
Det er en vigtig anerkendelse af den lille lutherske kirke i et land, hvor størstedelen af befolkningen, 86 procent, er katolikker.
---
Den Evangelisk Lutherske Kirke i Peru består i dag af omkring 40 menigheder, primært i den sydlige del af Peru.
Kirken er et resultat af det missionsarbejde, som Norsk Luthersk Misjonssamband startede i 1978, og som Luthersk Mission har været en del af siden 1988.