Gud er der, uanset hvordan jeg har det

”Gud er der, uanset hvordan jeg har det,” siger 61-årige Anne-Berit Klindt Pedersen, der er medlem af BylderupBov Frimenighed. 

Anne-Berit klager ikke over sit liv. Hun har fornøjelsen af at have en mand, tre voksne børn og seks børnebørn, der snart kan boltre sig i den stuetilbygning, der er under opførelse. Og hun er også glad for arbejdet, vennerne og menigheden.

Bump på vejen sætter spor i hverdagen

Men hun har oplevet nogle ”bump på vejen”, som hun kalder de svære ting, hun er stødt på igennem livet. Og de sætter stadig spor i hendes hverdag. 

Hendes storesøster led i mange år af anoreksi og endte med at tage sit eget liv i 1998. Det har været en langvarig smerte og sorg for Anne-Berit og den øvrige familie, der følte sig magtesløse i hele forløbet.

Få år senere måtte Anne-Berit igennem flere operationer i knæet på grund af kræft. Den periode var hun træt og sad meget alene med benene på sofaen. Kort efter fik hun desuden en mørk depression.

Hun fortsatte med at arbejde i sin mands VVS-firma, i en periode som delvist sygemeldt. Det var indimellem hårdt, men ved fælles hjælp gik det okay. I dag har hun et deltidsjob som sekretær i en klinik for fysioterapi. Det passer hende fint, men hun har stadig brug for ekstra hvil, når hun kommer hjem.

Med til historien hører også, at hun har oplevet flere tidlige dødsfald blandt nære relationer. En svoger fik kræft og mistede livet, og et vennepars datter overlevede ikke en trafikulykke.

Forstår ikke Gud, men stoler på ham

De svære oplevelser leder ofte Anne-Berits tanker hen på en sætning, hun jævnligt ser på et vægophæng i køkkenet hos nogle venner: ”Far, jeg forstår dig ikke, men jeg stoler på dig.”

”Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ikke havde Jesus. Jeg kan komme til ham med min sorg og mine frustrationer. Jeg orker ikke altid at læse noget indviklet, men jeg læser gerne en bibeltekst og et andagtsstykke hver dag sammen med min mand, uanset hvordan jeg har det. Det hjælper mig til at blive holdt fast i troen. Salmernes Bog holder jeg meget af at læse i; den sætter ord på nogle af mine følelser.”

”Jeg er overbevist om, at Gud er der hele tiden, også når jeg er frustreret og ked af det. Han kunne give mig flere kræfter, men det gør han ikke. Han handler ikke i det tempo eller på den måde, jeg kunne ønske. Jeg forstår ham ikke altid, men jeg stoler på ham, for han ved bedst,” siger Anne-Berit.

Må gerne bede andre om hjælp

Ud over at få et bredere billede af Gud har hun også lært andre ting gennem en lang og hård proces.

”Jeg må godt bede andre om hjælp i stedet for bare selv at gå og bøvle med tingene. Jeg har for eksempel taget imod psykologhjælp fra Kræftens Bekæmpelse og talt med nogle fra menigheden. Det var også godt for mig, at jeg på et tidspunkt fik et ni dages rekreationsophold.”

”Jeg har lært, at jeg har brug for mange pauser, for eksempel en rum tid, inden jeg skulle snakke med dig,” fortæller Anne-Berit, der jævnligt nyder at sidde sammen med sin mand på terrassen og bare kigge ud over de frodige marker, lige ned til den tyske grænse, og lytte til fuglenes sang. 

Hun må også sige nej til nogle af de mange opgaver, hun ellers har haft i deres menighed. Og for nylig måtte hun forlade menighedslejren før tid, fordi det blev for svært at være sammen med så mange mennesker, og tårerne trængte sig på, selv om hun værdsatte både indholdet og fællesskabet på lejren.

Der er håb – og alt bliver godt!

Anne-Berit finder håb og udholdenhed gennem de løfter, hun kan finde i Bibelen, ikke mindst Romerbrevet 8,37-39:

”Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller noget i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”

”Gud er hos mig med sin kærlighed lige nu. Og jeg har et evigt hjem hos ham i vente. Alt det svære vil slutte en dag, og alt bliver godt. Det ser jeg frem til.”