Anmeldelse

Fra filmen Korsvejen. Maria (Lea van Acken) bekender sine synder i skriftestolen (Foto: Miracle Film).

Korsvejen

Dietrich Brüggemann
Miracle Film
Premiere 19. marts 2015
AF KAJ

Filmen Korsvejen handler om den 14-årige Maria, der står foran at skulle konfirmeres i en meget konservativ katolsk kirke.

Navnet Korsvejen har en dobbelt betydning. Dels hentyder det til, at den unge pige står ved en korsvej i sit liv på vej til at blive voksen – og på vej til en personlig tro.

Men Korsvejen er også den vej, Jesus ifølge den katolske tradition bar sit kors gennem Jerusalem til Golgata. Filmen har 14 tydeligt adskilte scener, der hver især har navn efter en af de stationer, der findes på den, eksempelvis hvor Jesus blev svigtet, dømt, korsfæstet og til sidst lagt i graven.

Præsten og Marias mor opfordrer hende meget stærkt til at leve i bod og selvopofrelse. Hvis det havde været en muslimsk sammenhæng, ville man have sagt, at hun blev radikaliseret.

Blandt andet får præsten konfirmanderne til at skrive en liste over små ting, der gør dem glade, og bagefter overveje, hvad de kan give afkald på. Det får uhyrlige konsekvenser for Maria.


Maria i samtale med præsten efter den sidste undervisningstime forud for konfirmationen (Foto: Miracle Film)

Døden vinder. Korsvejen slutter på Golgata

Da filmen var slut, sad jeg tilbage med en uforløst og frustreret følelse.

Ikke fordi Maria og de andre unge blev opfordret til at lade deres tro kunne ses på den måde, de lever på. De opfordrer jeg jo også selv konfirmander og andre unge til.

Men jeg tror, det skyldes, at filmen slutter efter Jesu korsvej. Man når aldrig frem til opstandelsen.

Marias bestræbelser på at fornægte sig selv skal være store og dybe nok til, at Gud vil godtage hendes offer, men uden den opstandne frelser bliver det trældom og vejen til frelse.

Taknemmelig for, at Jesu opstandelse hører med

Det betyder ikke, at Jesu ord om at fornægte sig selv og tage sit kors op ikke har nogen gyldighed i dag, og de mange opfordringer til at lade troen på synlige konsekvenser i livet er bestemt relevante.

Men når jeg skal give afkald på noget materielt, er det for menneskers skyld – ikke for at formilde Gud. Over for ham skal jeg give afkald på min stolthed og erkende, at jeg ikke gøre noget til min frelse.

Filmen gjorde, at jeg blev så taknemmelig for, at jeg må fejre hele påsken. Jesu opstandelse hører med.

Anmeldt i Tro & Mission nr. 7/2015 af Kaja Lauterbach

Tilføj kommentar

Kaj Lindegaard er med i det tværkulturelle arbejde i Herning
Kaj Lindegaard
Kaj Lindegaard fra Herning er blevet en forandret mand, efter at han er gået så aktivt ind i det tværkulturelle arbejde med flygtninge fra d...
karin mørk nielsen

Da Orla Pedersen for nogle år siden kom med til bedemøde i Astrup i Vestjylland, blev han med egne ord lettere rystet. Positivt altså. For de læste Rosenius højt sammen....