Børns sang fyldte LM’s missionshus i Holstebro

49 børn fyrede den af ved både øvelser og koncert ved Kids4Singing-stævnet i Holstebro 11.-12. marts. (Foto: Martin Thygesen)
Som noget nyt i år var børnene delt op i to kor efter alder. Det gav mulighed for at give de store lidt flere udfordringer end ellers

26. marts 2016 / Kaja Lauterbach: kl@dlm.dk

49 sangglade børn fra hele Vestjyllands afdeling fyrede den af ved en koncert i LM’s missionshus i Holstebro lørdag den 12. marts.

Det var kulminationen på en intens Kids4Singing-weekend, som mange børn havde set frem til.

”For nogle gik tiden virkelig langsomt den sidste uge inden sangstævnet,” siger Maria Schmidt fra Tarm. Hun er mor til en af deltagerne.

”’Er det ikke snart fredag?’ lød det igen og igen.”

Årlig sangweekend går på omgang i LM i Vestjylland

Peder Schmidt, der er formand for Luthersk Missions Børn og Unge (LMBU) i Vestjylland fortæller, at Kids4Singing-stævnet var arrangeret af LMBU i Vestjylland.

”Sangweekenden finder sted hvert år og går på omgang mellem de forskellige LM-kredse i afdelingen,” siger han.

Han ser det som en god anledning til at styrke samarbejdet mellem afdelingsledet og kredsene.

LM i Holstebro stod for hele arrangementet

”Der har tidligere ikke været så mange med fra Holstebro, men nu er der en god flok børn i LM i byen i den alder, så derfor valgte vi at spørge dem om at stå for det i år.”

Når LMBU har lavet aftalen med en kreds, arrangerer de sangweekenden på egen hånd. De vælger også selv de sange, børnene skal synge - nogle er lovsange, som de kender i forvejen, og andre er helt nye for dem.

Holstebro stod også selv for band og korledelse i år, men andre kredse har tidligere fået hjælp til de ting andre steder fra.

Mellem sangøvelserne var der tid til hygge, sport og nye venner

Børnene, der gik i 1.-7. klasse mødtes i Holstebro fredag aften til de første øvelser. Og så genlød missionshuset ellers af sang helt indtil koncerten lørdag aften.

Mellem sangøvelserne var der også tid til hygge, kreative aktiviteter, sport og til at få nye venner.

Som noget nyt i år var børnene var delt op i to kor efter alder. De to kor havde både hver deres sange og nogle sange fælles.

”Det gav mulighed for at målrette sangene og give de store lidt flere udfordringer, end de ellers ville have fået,” forklarer Peder Schmidt.


”Lørdag aften sluttede Kids4Singing-stævnet af med en fed koncert, hvor gæsterne også blev inddraget i fællessang,” fortæller Maria Schmidt fra Tarm.

Læs mere om LM Musik

Simon Bartholdy er børnemusikkonsulent i LM Kids. Mød ham på hans videoblog

 

Tilføj kommentar