Hjemløse i Grønland ønsker tættere forhold til Gud

Fra undervisningen
25 hjemløse havde tilmeldt sig kristendomskurset, hvor de lærer mere om, hvad Bibelen siger om Gud (foto: privat)
Billedet af Gud som en far, centrale bibelsteder om Jesus og bønnen Fadervor er centrale temaer, når sømandsmissionær Søren Eriksen holder kristendomskursus for 25 hjemløse i Nuuk

31. januar 2018 / Nicklas Lautrup-Meiner: nlm@dlm.dk

Der er åndelig åbenhed i Grønland.

Det mærker Solveig og Søren Eriksen, der er udsendt af Sømandsmissionen til Nuuk i Grønland med tilknytning til Luthersk Mission.

De inviterer hjemløse fra byens herberg til bibelundervisning og ugentlige andagter, og interessen er stor, forklarer Søren Eriksen, der har boet på verdens største ø siden 2015.

Lørdag den 20. januar begyndte sømandsmissionæren sit andet kristendomskursus, hvor deltagerne, der alle er hjemløse, skal tilmelde sig på forhånd.

De føler, at de har spildt deres liv

Kurset, der bliver holdt på dansk og oversat til grønlandsk, er bygget meget enkelt op.

”I lørdags brugte jeg tid på at fortælle, hvem Gud er, ud fra Bibelen. Jeg sluttede af med beretningen om den fortabte søn.”

Jesu lignelse om sønnen, der spilder sin fars penge på et vildt liv, men vender hjem og møder sin fars kærlighed, gør indtryk på de fremmødte.

Mange af dem kan nemlig genkende sig i følelsen af at have spildt deres liv og behovet for at opleve ubetinget kærlighed, forklarer han.

De ønsker at få et tættere forhold til Gud

Søren Eriksen afviser, at de hjemløse grønlændere tilmelder sig kurset for at komme væk fra gaden i nogle timer.

I stedet oplever han, at de er åndeligt søgende og oprigtigt interesserede i at få et personligt forhold til Gud.

Selvom mange grønlændere går i kirke, oplever Søren Eriksen nemlig ikke, at der er mange, der har et personligt forhold til hverken Gud eller Bibelen.

På kurset, som han tidligere har holdt, oplevede han flere, der fik et personligt forhold til Gud, ønsker forbøn og en at læse Bibelen med. Det gælder også det nuværende hold:

”De vil gerne lytte og er meget med i det, der foregår. De vil mere på en eller anden måde – vil videre, når det gælder det personlige gudsforhold.”

Genkender sig i historien om en mand, der har oplevet svigt

På kurset ser de også den prisbelønnede film Arctic Light.

Filmen handler om en grønlænder, der har haft en forfærdelig barndom og bliver gift med en kristen kvinde, der giver ham en bibel.

Ægteskabet går dog i stykker, fordi han er utro og har et misbrug. Men han begynder at læse i Bibelen og oplever, at det giver ham fred. Da nogle kristne spørger ham, om han vil tage imod Gud, svarer han straks ja.

”Den har et stærkt vidnesbyrd om Jesus, for de hjemløse, som kan genkende sig i manden. De har også oplevet svigt.”

Tilføj kommentar