Konfirmandweekend om det kristne liv

Foto: Undervisning på konfirmandweekend
To frimenighedspræster samler konfirmander fra Øst- og Vestjylland til undervisning, hygge og sport. Det giver både LM-identitet og nye venskaber

29. marts 2019 / Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

Målet er at give de unge et LM-netværk og en LM-identitet.

Derfor holder LM-frimenighedspræsterne Peter Leif Mostrup Hansen og Peter Rask to weekendlejre hvert skoleår for konfirmander fra både sogne-, valg- og frimenigheder i Øst- og Vestjylland.

På lejren om efteråret er temaet Luthersk Missions fire kerneværdier, mens fokus om foråret er på det kristne liv.

Undervisning om valg i livet og om køn og seksualitet

Den seneste konfirmandlejr blev holdt den 22.-24. marts på Skjern Kristne Friskole. Her deltog 15 konfirmander og seks ledere.

Peter Leif Mostrup Hansen og Peter Rask er præster i henholdsvis RandersKirken og Kirken ved Søerne i Silkeborg. De holdt oplæg om blandt andet ”store og små valg i livet” og ”køn og seksualitet”.

Ud over undervisning, bøn og bibellæsning var der god tid til at hygge sig sammen og dyrke sport i hallen, se film og spise masser af slik og chips.

Peter Leif Mostrup Hansen fortæller, de gør meget for at ryste hinanden sammen socialt på konfirmandlejrene. Blandt andet tager de altid ud og køber ind sammen alle sammen.

”Der opstår nye venskaber, og vi oplever, at de unge mennesker nyder at være sammen med hinanden,” siger han.

Ungleder satte fokus på mission

”Konfirmandweekenderne fungerer også som et sted, hvor ungledere kan prøve det med at være leder af,” siger Peter Leif Mostrup Hansen.

Tre af de seks ledere på konfirmandweekenden var nemlig unge.

”En af dem havde været volontør i Grønland. Det fortalte hun om og fik på en rigtig god måde gjort konfirmanderne opmærksom på mission.”

Tilføj kommentar