LME-elever til Tanzania

To elever på Løgumkloster Efterskoles linje Fokuskristendom øver sig på et dukketeaterstykke om Bibelen og mission.
Efterskole tilbyder missionstur i samarbejde med LMBU.

22. april 2014 / Kaja Lauterbach

Næste skoleår får elever på Løgumkloster Efterskole (LME) mulighed for at komme på en 10-dages tur til Tanzania.

Turen er en LMBU-tur, og det betyder, at det ikke kun er elever på LME, der er med, men også andre unge fra LMBU.

Turen til Tanzania er planlagt til januar 2015 som en missionstur, hvor eleverne skal besøge Kiabakari Bibelskole, fortæller forstander Niels Kousgaard.

"Selvfølgelige skal eleverne opleve nogle naturting, men de skal også møde lokale kristne, se kirker og en bibelskole."

"Forhåbentlig får eleverne også mulighed for selv at deltage i noget missionsarbejde, hvis vi kan finde en opgave, der giver mening," siger Niels Kousgaard.

Fokuskristendom

Hvert år i januar kan eleverne på LME vælge en af tre ture: en storbytur, en skitur eller en adventure-tur. I januar 2015 kommer muligheden for at vælge Tanzania-turen så oveni.

Det er dog kun elever på skolens linje Fokuskristendom, der har mulighed for at vælge turen. En del af undervisningen på denne linje vil være forberedelse til turen.

Samarbejde med LMBU

"Formålet med turen er at plante et missionsengagement i de unge mennesker, og vi er meget glade for, at LMBU går ind i projektet" siger Niels Kousgaard.

Lars B. Larsen er landsleder for Luthersk Missions Børne og Unge (LMBU). Han fortæller, at LMBU er gået med i projektet, fordi de gerne vil give de unge elever missionsiver. Og så er han sikker på, at både LMU og LM vil få gavn af det.

"Efter turen skal eleverne rundt i LMU og formidle deres indtryk og viden. Og LM får nogle unge, der ved selvsyn kender situationen i et af vores missionslande," siger han.

Tro & Mission nr 8/2014

Tilføj kommentar