Ny musikkonsulent

Christian Engmark glæder sig til at være konsulent for alle de frivillige i LM's musikarbejde.
Christian Engmark fra Helsinge begynder 1. august som musikkonsulent.

02. juni 2014 / Ditte Olsen

Luthersk Mission har ansat 37-årige Christian Engmark som ny musikkonsulent pr. 1. august, foreløbig for et år. 

Christian Engmark er uddannet lærer og har arbejdet som sådan i 11 år på Nordsjællands Efterskole.

Han har undervist som musiklærer, spiller i fritiden i bandet nor:lyd og har siden 2010 været med i LM’s musikbestyrelse, de seneste år som næstformand.

”Musik er min store passion, og jeg har tjent Gud i kristent musikarbejde hele mit liv. Derfor var det meget naturligt at sige ja til jobbet som musikkonsulent nu, hvor chancen bød sig,” siger Christian Engmark.

”Jeg ser frem til at arbejde med alle de frivillige, og ikke mindst glæder jeg mig til at producere musik og noder, som kan være med til at ære vores frelser Jesus!”

Christian Engmark skal i det kommende år blandt andet arbejde med at komponere og producere en musikudgivelse med påskesange for børn, som udkommer til påske 2015.

Christian Engmark er gift med Sarah, og sammen har parret to børn. Han afløser Lars Frederiksen, som efter knap 10 år som musikkonsulent har ønsket nye udfordringer.

Tilføj kommentar