Ønske om nyt kristent kollegie i Cambodja

Besøgsrejse Battambang, september 2020
Missionær Dina Burgdorf Jacobsen foran et af de større universiteter med mange studerende i storbyen Battambang. Foto: Henrik Borch Jacobsen
Luthersk Missions Landsstyrelse har godkendt planerne om at åbne et kristent kollegie i Cambodjas næststørste by Battambang. Budgettet forventes vedtaget af landsgeneralforsamlingen senere på måneden

14. oktober 2020 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Luthersk Mission har gennem længere tid haft et ønske om at udvide missionsarbejdet i det nordlige Cambodja.

Derfor har man undersøgt mulighederne i området omkring storbyen Battambang, som ligger 80 kilometer vest for Siem Reap.

Ønsket er at oprette et kristent pigekollegium i byen, som har en befolkning på omkring 250.000 mennesker og flere store universiteter med mange studerende.

Støtte til kristne studenter og evangelisation for ikke-kristne 

Missionærparret Dina Burgdorf og Henrik Borch Jacobsen var en weekend i september i Battambang sammen med kollegielederne fra Siem Reap for at undersøge forholdene der.

Henrik Borch Jacobsen, der til daglig arbejder i området omkring Siem Reap, fortæller:

"Behovet for kollegier er stort alle steder, fordi cambodjanerne kæmper sig igennem et uddannelsesforløb på en måde, som man ikke kan forestille sig i Danmark."

"Med et kristent kollegie i Battambang kan vi hjælpe kristne fra forskellige sammenhænge med et sted at bo, og mange af dem, som ikke er kristne, bliver det som regel i løbet af den periode, de bor på kollegiet."

Ønske om pigekollegium med plads til 20 studenter

Foreløbig har LM's Landstyrelse drøftet rapporten og besluttet at støtte oprettelsen af et pigekollegium med op til 20 pladser. 

Der er udarbejdet et budgetforslag på godt 200.000 kroner til opstart og drift af kollegiet.

Forslaget skal vedtages, når landsgeneralforsamlingen senere på måneden skal godkende det kommende budget for 2021.

--

> Læs mere om LM' arbejde i Cambodja.

Tilføj kommentar