Plads til flere gospel-elskere

Der er stadig ledige pladser på gospelstævnet i Hillerød.

05. januar 2013 /

”Kom med til Days of Gospel, hvis du nyder god musik og gerne vil være sammen med dejlige mennesker. Det bliver du ikke skuffet over!”

Sådan lyder Ruth Waldrons opfordring forud for LM Musiks gospelstævne 25.-27. januar.

Ruth Waldron fra England er den ene af to dirigenter på stævnet, og hun fortæller, at hun elsker både musik og mennesker - og de to ting kan forenes på en særlig måde, når hun laver gospelstævner.

For Ruth Waldron er gospelstævner også vigtige i hendes eget forhold til Gud.

”På et gospelstævne kan du bruge al din tid på at søge Gud og lade ham tale til dig,” siger hun.

Invitér din nabo med
Musikkonsulent Lars Frederiksen er for femte gang tovholder for arrangementet.

Han mener, at gospelstævnet også er en oplagt mulighed for at række evangeliet videre til andre, som ikke har et personligt forhold til Gud.

”Jeg vil gerne opfordre alle LM’ere til at overveje, hvem af deres venner og kolleger de kan invitere med til et spændende arrangement, hvor de mødes af Guds ord i sang og vidnesbyrd i et godt menneskeligt fællesskab,” forklarer han.

Musikkonsulentens vision er, at det vil gå andre, som det gik ham selv. At musikken bliver en vej til evangeliet.

”I mit liv var det den kristne musik, der førte mig til evangeliet. Det tror jeg også kan ske for mennesker i dag,” siger han.

 

Af Ditte Olsen

Tilføj kommentar