Personligt

Foto: Bo Berentsen

Hos Gud skal man ikke være stor og stærk

14/3/2017 | Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk
Mobbeofferet Bo blev omvendt, da han mødte det kristne fællesskab ved det første LMU-møde, han var med til

”DBI er et fantastisk sted. Både teologistudiet og det kristne fællesskab her er blevet en rugekasse for min tro og for, at jeg kan være den, jeg er.”

Det siger Bo Berentsen, der læser teologi på Dansk Bibel-Institut (DBI) på andet semester. Her midt i marts har han et-års jubilæum som kristen.

Det lå ellers bestemt ikke i kortene, at den unge mand fra Farum skulle have noget som helt med kirke og kristendom at gøre.

Han voksede op i en familie, hvor der udadtil lød stærke ateistiske røster, samtidig med at der var en skabsreligiøsitet. Hans morfars forældre havde tilknytning til Indre Mission, men hans mormor vendte sig stærkt fra det, da hun kom ind i familien, og kristendommen gled ud i det daglige.

Bos forældre havde valgt at sætte ham i en privatskole, fordi de troede, at den var bedre fagligt set end folkeskolen.

”Jeg var imidlertid en meget stille dreng og passede slet ikke ind med de andre elever. Jeg husker min skolegang som meget ulykkelig,” fortæller han og tilføjer, at det udviklede sig til, at han blev decideret mobbet.

”Min far var meget fraværende på grund af arbejde, og min mor turde ikke bringe problemerne op ved forældremøderne, og derfor blev der ikke taget hånd om det.”

På et tidspunkt foreslog Bos mormor, at han skulle lære at bede. Det var hans første møde med noget religiøst, og han lærte ikke andet om Gud, end at det var en, han kunne tale til.

”Det løste ikke mine problemer, men alligevel gav det mig et taknemmeligt forhold til den ukendte Gud. Jeg kunne nemlig lægge al min smerte et andet sted hen,” siger han.

Svære barndomsår gjorde Bo rasende og bitter

Da Bo begyndte til konfirmationsforberedelse, opdagede præsten hurtigt, at der var et eller andet ved ham, der var anderledes end hos de andre unge.

”Han viste mig omsorg, og det betød enormt meget for mig,” siger Bo.

 ”Han fortalte også en beretning fra Bibelen, som jeg kunne identificere mig med: nemlig om, hvordan Josef i Det gamle Testamente var et mobbeoffer.”

Præsten blev en voksenven for Bo, men efter konfirmation gled det ud i sandet igen. Det efterlod en stor bitterhed i Bo, der kom på efterskole i niende klasse, hvor han havde en rigtig god tid.

De svære barndomsår havde imidlertid gjort ham rasende og bitter. Det kom især til udtryk, når han mødte skolekammerater på gaden. Efter gymnasiet besluttede han, at han ville i hæren. 

”På den ene side ville jeg gerne blive udrustet til at kunne beskytte andre mennesker, og på den anden side tænkte jeg: ’Mon jeg som soldat kan opsøge mine plageånder og tæske dem?’,” begrunder Bo.

”Men midt i det hele havde jeg en meget mærkelig følelse af, at Gud var med mig. Det var bare slet ikke bibelbaseret, men det var min Gud, der var med mig.”

En jammerlig soldat blev standset af Bibelens ord

Bo kom i Livgarden. Han var stolt over at være i hæren, men kunne slet ikke trives i den mentalitet, der var.

”Sergenterne mindede mig alt for meget om dem, der havde mobbet mig til, at jeg kunne arbejde med det,” siger han.

”Jeg følte mig virkelig fortabt over, at jeg var en jammerlig soldat, og jeg tænkte: ’Hvad kan jeg så finde ud af?’ Ret hurtigt opdagede jeg dog, at jeg var rigtig god til det med piger.” 

På et tidspunkt havde Bo fået et felttestamente, som han åbnede i en pause på en felttur. 

”Da jeg kom til bjergprædikenen og saligprisningerne, indså jeg i et glimt, at her var der noget, jeg kunne identificere mig så meget med,” siger han.

”Her handlede det ikke om at være stor og stærk. Det gjorde mig glad og samtidig endnu mere ked af det, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.”

Efter feltturen sad Bo og snakkede med en af de ansatte på Soldaterhjemmet.

”Han foreslog mig, at jeg skulle komme i et kristent fællesskab, og fortalte, at selv kom i LMU.”

Men Bo fik ikke tid til at gøre noget ved det, da han ugen efter skulle i vagtkompagni, og det tog al hans tid.

Gud greb ind. Bo blev omvendt til sit føste LMU-møde

Efter soldatertiden læste Bo mere og mere i sin bibel. Både det, han mødte der, og det, medarbejderen fra Soldaterhjemmet havde sagt, overbeviste ham om, at der var noget, han skulle gøre op med, hvis han ville fortsætte med at læse i den bog. Jesus skulle være nummer et i hans liv.

Bibellæsningen gav ham imidlertid også en masse spørgsmål. Dem gik han ned til præsterne ved den kirke, hvor han var blevet konfirmeret med.

”Men jeg oplevede, at de pillede det hele fra hinanden, og jeg kunne slet ikke få det, de sagde, til at passe med det, medarbejderen på soldaterhjemmet havde sagt om at stole på Bibelen,” siger han og fortæller, at han var blevet overbevist om, at man ikke kunne være uenig med Bibelen.

Bo tog nu på Grundtvigs Højskole i Hillerød, og en dag kom han til at tænke på, at medarbejderen på soldaterhjemmet havde fortalt om LMU. 

”Jeg googlede for at finde den nærmeste LMU og ringede til formanden for at høre, om jeg måtte komme en dag,” siger han.

”Det var vildt hyggeligt. De var gode til at tage hånd om mig, og jeg følte mig født på ny. Jeg kunne bare mærke, at ’det her er sandheden’.”

”Jeg vil sige, at jeg blev omvendt ved det første LMU-møde, jeg var med til. Gud greb ind, da jeg virkelig mødte det kristne fællesskab.”

Følelsen af at have fundet sandheden gjorde – sammen med det kristne fællesskab – at Bo ikke kunne lade være med at komme igen.

Efter den aften i LMU ringede Bo til de piger, han kom sammen med, og sagde, at de ikke kunne ses mere.

Læser nu teologi på DBI

Menighedskonsulent Birger Reuss Schmidt var prædikant ved LMU-mødet den aften. Efter mødet talte Bo meget med ham og fortalte ham også, at han i et stykke tid havde tænkt på at læse teologi. 

”Birger foreslog, at jeg skulle læse på DBI, og jeg syntes, at det lød godt. Indtil jeg fandt ud af, at de studerende ingen SU får der. Jeg tænkte, at det går aldrig, men jeg var så meget i tvivl, for universitetet har pengene, men DBI har den rette holdning,” fortæller Bo.

Han talte med sine forældre, og til hans store overraskelse sagde hans far, der er ateist, at han syntes, at Bo skulle begynde på DBI. 

”Jeg tænkte: ’Det kan ikke være rigtigt! Men jeg tror, at han forstod, hvad der er virkelig vigtigt for mig.”

Bo har nu bearbejdet sorgen fra barndommen og hæren

Bo har nu lagt mobningen bag sig. Han fortæller, at mødet med det kristne fællesskab i både LMU og på DBI og mange snakke med Birger Reuss Schmidt og rektor Børge Haahr Andersen har gjort, at det har været let for ham at bearbejde sorg fra barndom og hæren.

”Jeg er ikke i tvivl om, at jeg i dag kan snakke med de folk, der har gjort mig fortræd, om kristendom og Jesus, hvis det skulle komme dertil,” siger han.

”Jeg synes nu, det er forfærdeligt, hvordan jeg tidligere lod min vrede komme til udtryk. Jeg er ikke uskyldig og har også brug for tilgivelse. Det vil jeg gerne dele med andre.”

Bo er glad for at vide, at det ikke er ham, der skal definere, hvad der er retfærdighed. 

”Det giver mig en utrolig ro, for min vurdering kan nemt forveksles med hævn,” siger han og tilføjer, at han tror, at Gud tillod alt det onde, fordi han vidste, at det ville bringe Bo nærmere til ham.

Ved siden af sine studier på DBI er Bo ansat som kirketjener i Emdrup kirke, og han har planer om at fortsætte sit virke i folkekirken og blive præst der.

”Det var først, da jeg kom ind i missionsbevægelsen, at jeg mødte levende kristne, der ikke sad i hver sit hjørne. Det var også først her, at jeg oplevede Bibelens budskab blive forkyndt. Det budskab, jeg hørte i folkekirken handlede mere om at respektere hinanden, og det vil jeg gerne rette op på,” siger han.

Kaja Lauterbach, kl@dlm.dk

Det nærmer sig kaffetid torsdag eftermiddag, og efterhånden bliver pladserne rundt om spisebordet hos Eva Rosenberg i Gram fyldt op.

Inden længe går snakken lystigt, mens ti ældre damer nyder kaffen med hjemmebagte boller og lagkage.

...

Hvis man vil et spadestik dybere end på biblehub.com, så er E-sword et oplagt program. Det er meget populært o...