Fri os fra den onde. Vi plejer jo ikke at bede Fadervor på den måde.
Men måske er det en ret god ide. For en ting er det, der gør ondt. Det er ubehageligt og af og til ulideligt. En anden ting er ham, som er ond. Han er ikke bare ubehagelig og ulidelig. Nej, han kan også være smuk, behagelig, tiltalende. Derfor er han farlig. Langt farligere og langt værre end det, der gør ondt.
Djævelens ønske er at lokke os væk fra Gud og troen på Guds nåde. Han lokker med alt muligt godt: Venskaber, popularitet, succes, medgang, karriere, oplevelser, sundhed. Eller han peger på det ufornuftige, ulogiske, umoderne i at tro på en gammel bog og en outdated Gud.
Han bruger tiden, medierne, kammeraterne, lærerne, præsterne, forældrene. Han kan stikke sit væmmelige fjæs frem overalt. Derfor må vi være på vagt.
Den onde er farlig. Usynlig. Og stærk. Han er ikke en latterlig tegneseriefigur med en stor gaffel i hånden. Nej, han er dødelig virkelighed med tusinder af års træning i at lokke mennesker væk fra Gud.
Vi beder Gud om at fri os fra den onde. At han må vise os den ondes spil. At han må afsløre den ondes planer. At vi ikke som naive fisk må gå efter den fede orm uden at tjekke, om den sidder på en krog.
Fri os fra den onde. Bevar os hos den gode.
Du ved det nok, mit hjerte,
du ved, at Gud er stor;
men stor er og hans fjende,
så tit du det erfór.
Velan! Så får du kæmpe
og tro trods fald og brud,
at stor er vel Guds fjende,
men større er dog Gud.
(Kaj Munk)
Fadervor rundt, Credo forlag 2007, trykt med tilladelse.
