Anmeldelse
House of David

David-miniserie giver lyst til at genbesøge Bibelen

John Erwin
Amazon Prime video
8 afsnit
Linda Schmidt Linde

Miniserien House of David udkom i det tidlige forår 2025 på Prime Video. Her bliver seeren introduceret for historien om David og et af de absolutte højdepunkter i fortællingen om ham: kampen mod kæmpen Goliat, som vindes af den unge fårehyrde, der frygtløst og i tillid Israels Gud vinder den på papiret ulige kamp.

Når jeg ser en produktion som denne, sidder der altid et lille håb i mig og en lille frygt. For er det nu også fortællingen om David, som jeg kender den fra Første Samuelsbog. Eller er det et Hollywood-stunt, som primært er lavet for at tiltrække seere?

Var David en ”uægte” søn?

Her kan jeg afsløre, at det lille håb sejrede i denne omgang – om end ikke helt uden sværdslag. Der er nemlig elementer i serien, som man ikke nødvendigvis finder konkrete beviser for i Første Samuelsbog:

Inviterede Sauls hustru virkelig en åndemaner ind på slottet for ”med ondt at bekæmpe ondt”? Vi læser ganske vist om, hvordan Guds ånd forlader Saul, ”og en ond ånd fra Herren overvældede ham” (1 Sam 16,14). Men at dette skulle betyde, at Sauls hus herfra overgiver sig til det okkulte, er ikke en læsning, jeg tidligere er stødt på.

Og var David en ”uægte” søn, som undfanges, før hans far indgår ægtepagt med hans mor, som altså dermed er en anden kvinde end moderen til Davids brødre? Dette kunne naturligvis forklare, hvorfor David ikke i udgangspunktet præsenteres for Samuel, da denne spørger til samtlige af Isajs sønner. Men samtidig har David formodentlig blot været så ung, at man ikke har fundet det nødvendigt at hente den lille rødmossede dreng hjem fra marken. 

Dog betones dette forhold i House of David i en sådan grad, at man får behov for at genbesøge Første Samuelsbog.

Vakte fornyet interesse for Bibelen

Og netop dette er i sig selv en pointe. For hvorvidt det er muligt at fremstille en film eller serie, som udelukkende bruger Bibelen som drejebog, har jeg ikke svaret på. Men min oplevelse var, at House of David vakte en fornyet nysgerrighed om historien om David. 

Mens min mand og jeg så serien, læste vi løbende op på fortællingen fra Første Samuelsbog.

Hvis interessen for at læse i Bibelen på denne måde vækkes ved, at man lige skal tjekke op på nogle ”friere fortolkninger”, tænker jeg, at de potentielt ukorrekte fri-digtninger opvejes af, at selve historien står klart og entydigt frem: David salves af Samuel til at være konge efter Saul, og David kan vinde kampen over Goliat ved Guds hjælp.

Filmteknisk i den tungere liga

Ifølge skaberne har ambitionen med serien været at få mennesker, som ellers ikke ville læse i Bibelen, til at tage Guds ord frem.
Så måske vil serien opnå sit fulde potentiale, hvis kristne ser den og derefter anbefaler serien for venner og kolleger. 

Nu har disse kristne produktioner – såkaldte "faith-based movies", som er mere end underholdning, men som ønsker at vidne om Gud – også nået et niveau, hvor de filmteknisk kan være med i den tungere ende, og det kalder automatisk på et bredere publikum.

Hvad enten man bryder sig om valg og vægtlægning i House of David eller ej, vil jeg tillade mig at anbefale serien, dels fordi den teknisk set fungerer godt, og dels fordi den ikke lægger fingrene imellem, når den skildrer Davids karakter og Guds rolle i historien.  

Tilføj kommentar

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Hanne Sode-Larsen
Hanne Sode-Larsen har fået lyst til at vide mere om Jesus og at være mere sammen med ham. Hun siger, at hun er blevet Jesussulten. Det betyd…