Anmeldelse
Omslag: En almindelig skole

En almindelig skole - bare helt anderledes

Carsten Hjorth Pedersen
LogosMedia 2024
560 sider. 340,95 kroner
Enok Breum Mogensen

Tidligere leder af KPI Carsten Hjort Pedersen (CHP) er aktuel med bogen En almindelig skole – bare helt anderledes. Bogen udkommer i anledning af, at de første kristne friskoler i disse år holder 50-års jubilæum.

Desuden er historien om de i alt 48 kristne skoler og 2 gymnasier ikke tidligere nedskrevet, hvorfor bogen udfylder et lille – men ikke ubetydeligt hul – i dansk skolehistorie. Bogens mange velskrevne sider er prydet med billeder fra arkiverne, hvilket er med til at give den et mere folkeligt præg. 

I bogen tydeliggøres de kristne friskolers særlige berettigelse dengang og i dag. 

På baggrund af blandt andet bestyrelsesreferater, udklip fra blade og tidsskrifter samt samtaler med skoleledere og lærere udfolder forfatteren de forhold, der førte til oprettelsen af skolerne, samt den udvikling, skolerne har gennemgået.

Særligt vil jeg fremhæve skildringen af pionerfasen i 60’erne og 70’erne, hvor der på kun ti år blev oprettet 27 skoler. I disse år tog sekulariseringen af samfundet fart, hvilket helt naturligt gav sig udslag i folkeskolens kristendomsundervisning.

Dette, samt indførelsen af den integrerede seksualundervisning, medførte, at forældre særligt med LM og frikirkebaggrund samledes rundt i landet for at udnytte deres grundlovssikrede forældreret til at skabe en ”helt anderledes skole”. En skole med et tydeligt kristent ståsted, hvor forkyndelse af Guds ord i andagter, sang og samtale med kristne lærere skulle fylde dagligdagen.

Det gør meget stort indtryk at læse om, hvor mange penge, arbejdstimer og ikke mindst bønner, der blev lagt i projektet. 

Ikke et fejlfrit skolekoncept

Fra skolernes nyere historie fremhæver CHP blandt andet en række mediestorme, hvorigennem skolerne har skullet forsvare deres kristne ståsted, samt den forøgede politiske opmærksomhed på området. Skolerne har i dag også en væsentlig anden forældre- og elevsammensætning end i de første år, hvorfor skolernes kristne profil ifølge CHP har ændret sig.

Den sidste del af bogen behandler de foreninger, som har støttet oprettelsen af skolerne. Her bliver det særligt tydeligt, hvor vigtig den fælles organisering og de mange stævner har været for bevægelsen, men også at der blandt initiativtagerne opstod uenigheder og konflikter undervejs.

CHP belyser løbende igennem bogen, at de kristne skoler ikke har været et fejlfrit skolekoncept, og at der blev truffet beslutninger, som i dag synes uhensigtsmæssige.

Taknemmelighed over frihed til at drive kristen skole

Bogen får mine varmeste anbefalinger og burde i mine øjne inden længe være at finde på de kristne skolers lærerværelser, på pensumlisten for de kristne lærerstuderende og rundt i stuerne blandt de mange af os fra skolernes bagland, som er optaget af at drive skole på kristen grund i samspil og modspil med den tid og det samfund, vi lever i. 

Der skal også lyde en varm tak til CHP for mange timers arbejde. Må det give anledning til fornyet taknemmelighed over, at vi endnu har frihed til at drive skole på kristen grund til Guds ære og til glæde for de 7.483 elever, der i dag fylder vores skoler!  

Anmeldelsen er bragt i Tro & Mission nr. 02/2024
 

Tilføj kommentar

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Malou Beck Rasmussen
"Jeg havde haft en virkelig dårlig dag i skolen, så da jeg kom hjem, gik jeg ud på trampolinen og hoppede," fortæller Malou. Lige pludselig…