Naturens uorden
Har jeg som handikappet ret til at leve? Er jeg normal? Hvordan kommer vores samfund til at se ud, når vi med teknologi kan trodse evolutionen og naturens orden?
Det er nogle af de spørgsmål, som journalisten, komikeren og spastikeren Jacob Nossell stiller i den danske dokumentarfilm Naturens uorden.
I sin jagt på at forstå sin egen skæbne sætter han sig for at udfordre normalitetsbegrebet og sin egen manglende formåen. Han vil påvise, at hans liv er værd at leve.
Filmen følger Jacob Nossell i hans søgen efter svaret på livets mening blandt familie og forskere.
Ellen Højlund Wibe fra foreningen Retten til Liv er en af de personer, Jakob Nossell opsøger og taler med i sin søgen efter livets mening. Her ses de på "Korsmarken" i Østjylland i efteråret 2013.
To verdener
19-årige Noa Bak-Pedersen er spastisk lammet i venstre side på samme måde som Jacob Nossell. Tro & Mission har spurgt ham, hvordan filmen virkede på ham. Han syntes, at flere scener var som at se sig selv. Og så kunne han og hans familie – som de eneste i biografen – ikke lade være med at grine.
Som eksempel nævner han en scene, hvor Jacob Nosell kæmper for at få en kontorstol på plads, og instruktøren spørger, hvorfor han absolut vil gøre det, der er svært.
Men filmen er også alvorligt, peger han på. Og han kender også de spørgsmål, Jacob Nossell stiller til livet.
”Men som kristen er jeg ikke i tvivl om, at jeg er noget værd, for jeg er skabt i Guds billede. Og jeg har noget, jeg kan få hjælp og trøst af,” siger han.
”Gud kan bruge mig som den, jeg er, og med det handikap, jeg har.”
Jacob Nossell skelner meget mellem ”vores verden” og ”jeres verden” – altså de handikappedes og de raskes verden. Den skelnen kan Noa Bak-Pedersen nikke genkendende til.
”Jeg oplever også to verdener. En verden, hvor alle har særlige behov: i bofællesskabet, på STU-uddannelsen og på fodboldlandsholdet for hjerneskadede, og så den verden, hvor folk kigger, når de ser, at jeg halter, eller at jeg spænder i hele venstre side.”
Det takler han ved at smile til folk, når de kigger.
”Så bliver de som, regel forlegne, for de tror ikke, jeg har lagt mærke til det,” siger han med et skævt smil.
Brug for handikappede
På et tidspunkt i filmen siger Jacob Nossell, at det sikkert ender med, at handikappede kun findes som en udgået art i glas på Medicinsk Museion.
Og tilføjer så:
”Men I (raske) vil komme til at mangle os. Vores besværligheder tvinger jer nemlig til rummelighed og til at forholde jer til besværligheder i livet.”
Den udtalelse synes jeg, er tankevækkende. Ud over den værdi, som de handikappede har som mennesker, tilføjer de så også hele samfundet en værdi.
Bragt i Tro & Mission 20/2015.
Tilføj kommentar