Lærerige samtaler

26/04/2021

Jeg har et stykke tid ventet på at kunne mødes med kvinden, der leder Den lutherske Kirkes landskontor for sociale anliggender. Jeg skal nemlig snart medvirke som underviser ved et ægteskabskursus på Kiabakari Bibelskole og havde brug for at tale med en, der har erfaringer vedrørende undertrykkelse af kvinder og børn, og få nogle gode råd til, hvordan man kan hjælpe dem.

I fredags lykkedes det så endelig at mødes med hende på hendes kontor. Jeg var kommet til en vis kvinde! Vi drøftede bl.a. emnet ”menopause”, altså tiden efter at kvinden er ophørt med at have menstruation, og hun gav mig indblik i den udbredte, men meget uudtalte tradition her i landet, at al ægteskabeligt samliv slutter med menstruationens ophør. Det er meget forskelligt fra stamme til stamme, hvordan ægteskabet fortsætter, og det var vigtigt for mig at få nogle guidelines til, hvad jeg kan sætte ord på, og hvad jeg skal være forsigtig med. For hvorfor har jeg aldrig nogen sinde hørt problemet omtalt i de 18 år, jeg har boet her?

Tæt på døden

Man lærer bare så meget, når man kommer med et åbent sind til de rette folk. Derfor gik jeg også fra hendes kontor med noget andet lærerigt i sindet.

Hun fortalte, at det var på grund af sygdom, at hun ikke havde været til at træffe i næsten 2 måneder. Hun havde haft Corona og være syg. Meget syg. Været indlagt på et mindre hospital, hvor hun blev behandlet. Da det var allersværest, døde en præst på den ene side af hende den ene dag og en anden person på hendes anden side dagen efter.

Hun bad konstant til Gud om, at hun dog måtte få lov til at overleve denne sygdom på trods af mangel på hospitalsudstyr, så hun kunne være der for sin familie. Hvis hun overlevede, lovede hun Gud, at han måtte sende hende, hvorhen det skulle være for at tjene Ham. Hun kom sig stille og roligt og er nu tilbage med alle kræfter i behold. ”Gud til pris og ære”, tilføjede hun.

Hvis det ikke regner …

Jeg har en god kollega på stiftskontoret, hvor jeg arbejder. Han er koordinerende læge for alle kirkens hospitaler i området. Forleden dag kørte han ca. 180 km sydpå til hospitalet dér. Det, der skulle have været en tur gennem store områder med marker med majs og andre afgrøder godt på vej til høst, var et meget sørgeligt syn.

”De små afgrøder, jeg så, dør i løbet af ganske kort tid”, sagde han og tilføjede: ”Hvis der ikke kommer regn meget snart, så bliver det et år med megen sult for rigtig mange mennesker”. Området, han kørte igennem, er nemlig spisekammer for Arusha-området og mange tusinde nomader.

Han fortalte mig også, at på et tidspunkt på turen blev han nødt til at holde ind til siden, standse bilen, gå ud på marken og bøje sine knæ, bekende sin synd og tigge og bede til Gud om regn.

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.