
I sit billede skabte han dem
Der er i vores verden i dag et stort fokus på kvinder, ligestilling og kvinders rolle. Denne diskussion er også mere og mere blevet en del af samtalerne i vores menigheder. Jeg kan have en tendens til at blive påvirket af de forskellige diskurser, der er i samfundet, blandt vores politiske ledere, men også blandt studievenner eller kollegaer. Jeg kommer til tider til at tvivle på Guds godhed, når jeg hører de onde tunger, der siger, at Gud og Bibelen er sexistisk og gammeldags, og at Gud blot vil have kvinder til at underordne sig mændene.
Kathleen Nielson forsøger i bogen I sit billede skabte han dem – Om kvinder og Guds godhed at tage læseren med ind i Bibelen og svare på, hvad der egentlig står om kvinder i den.
Bogen indledes med et blik på gammeltestamentlige tekster, hvor Nielson blandt andet tager fat i skaberordenen, og hvilken betydning det har, at Eva blev skabt efter Adam.
Ingen tvivl om Guds godhed
De første fire kapitler i bogen er tung og også en smule hård læsning. Det er ikke rart at blive konfronteret med, hvordan mennesker og også Guds folk behandlede kvinder på gammeltestamentlig tid. Men det er vigtigt, at Nielson har denne del af Bibelen med, fordi, selvom det er hårdt at læse, ville hendes bog være utroværdig, hvis man kun kiggede på de steder, hvor kvinder bliver behandlet godt.
Nielson tager i disse kapitler læseren i hånden. Hun ved godt, at det er hårdt at læse, og at det kan få en til at tvivle på Guds godhed, men hun minder også om, at verden er gennemsyret af synd, og det aldrig var Guds hensigt, at kvinder skulle behandles dårligt.
I de næste fire kapitler præsenterer Nielson nogle af Bibelens forbilleder, og vi møder blandt andet nogle stærke kvinder som Debora, Ruth og Hanna.
Konkret vejledning
Et andet forbillede, Nielson trækker frem, er Jesus. Jesus var et forbillede for, hvordan mænd bør behandle kvinder, men også et forbillede for både mænd og kvinder om, hvordan vi bedst tjener Gud.
”Jesus viser os, hvordan Gud ser på kvinder. I Jesus ser vi, at Gud værdsætter kvinder, præcis som han værdsætter alle mennesker – med al den nåde og sandhed, som strømmer fra Guds hjerte” (s.145).
I de første fire kapitler, hvor tvivlen på Guds godhed kunne opstå, peger Nielson her på Jesus som et modsvar til denne tvivl. Al den godhed, der strømmede ud af Jesus, kom fra Gud og var et billede på, hvordan et menneske uden synd ville behandle andre mennesker.
I de sidste tre kapitler bliver Nielson mere konkret og kommer her med vejledninger i, hvordan kvinder bør handle ud fra det, vi har lært fra Bibelen. Hun kommer også ind på, hvordan vi i kirken skal løfte i flok, og hvordan kvinder kan bidrage til dette.
Denne bog er relevant at læse for både mænd og kvinder, som kan være forvirrede om, hvad Bibelen egentlig siger om kvinder. Den hjælper læseren til at få overblik, se bort fra samfundets stemmer og i stedet lytte til Guds stemme.
Tilføj kommentar