På LME blev jeg accepteret, som jeg er

Da Andreas Krintel Berntsen begyndte i 10. klasse på Løgumkloster Efterskole (LME) i august sidste år, var det første gang i sit liv, han mødte kristne unge. Og det overvældede ham.

”Jeg kendte ingen, da jeg mødte op på skolen, og var meget nervøs. Men da jeg satte mig ind i dagligstuen den første dag, kom de andre elever uden videre hen og talte med mig. Jeg mødte en åbenhed og interesse, som var helt anderledes end det, jeg var vant til,” fortæller han.

Venner for livet

Andreas har kæmpet med både angst, ADHD og autisme. Og hans oplevelser med fællesskab havde mest handlet om at møde tavshed eller ydmygelse på grund af sine problemer. 

”På LME mødte jeg et andet fællesskab. Her kan vi tale med hinanden, uanset hvor forskellige vi er. De andre er ekstremt flinke og gode til at acceptere mig, og allerede efter få uger var vi tætte med hinanden. Jeg tænkte, at det måtte være på grund af deres kristne værdier,” siger han.

Her langt henne i skoleåret nyder Andreas stadig fællesskabet. Han har lige været på missionstur til Tanzania sammen med knap 40 andre elever fra LME, hvor fællesskabet fik en ny dimension.

”Her på skolen har jeg fået venner, og jeg håber virkelig, at nogle af dem også vil være venner for livet.” 

LME var ikke det naturlige valg for Andreas, da han skulle finde en efterskole. Han var tilmeldt en specialefterskole, men da han var inde i en god udvikling, ville han alligevel gerne på en almindelig efterskole. Hans far ledte på internettet, og her dukkede LME op.

Andagter med stor betydning

Andreas tog på besøg på skolen sammen med sine forældre, uden at nogen af dem vidste, at det var en kristen efterskole. Det fandt de først ud af, da de blev vist rundt af forstanderen, men de fik så godt et indtryk af skolen, at Andreas valgte, at det var her, han ville gå.

Og det kom til at få stor betydning for ham.

Før han begyndte på skolen, vidste han ikke, hvad en andagt var. I dag betegner han sig selv som kristen. Og det er netop andagterne, som har haft stor betydning for den udvikling.

Han husker stadig den første andagt, han hørte, om at se livet som et cykelhjul, hvor Gud må være i centrum i forhold til alle de andre ting, der fylder vores liv. 

En samtale med en af lærerne fik ham til at melde sig til faget Fokuskristendom, som er et tilbud til eleverne med fire ugentlige timer. Her fik han svar på alle de spørgsmål, han havde om den kristne tro.

Men timerne blev også et rum til at tale om tvivl og bekymringer og på den måde en personlig hjælp til troen.

Et tegn fra Gud

”Jeg blev for alvor troende efter missionsturen til Tanzania i marts måned, hvor der var nogle fantastiske andagter fra elever, som virkelig fik mig til at tænke over min tro,” siger Andreas.

Før turen var han syg i et par uger med feber og opkastninger. Der blev bedt meget for ham, og dagen før de skulle rejse, vågnede han op uden symptomer. Det opfatter han som et svar på bøn, som gjorde det muligt, at han kunne komme med på turen, men også som et tegn fra Gud.

Lovsangen betyder meget for den unge efterskoleelev. Her oplever han Guds nærhed på en særlig måde, og det var også i forbindelse med lovsang, han første gang bad til Gud.

Gud er jo med mig

Andreas slider ikke længere så meget med sine gamle angstproblemer, som i perioder betød, at han ikke kunne være alene hjemme, og at han var bange for at lægge sig til at sove.

”Jeg har det meget bedre nu, end da jeg kom på skolen. Selvom jeg stadig kan tvivle, har Jesus hjulpet mig enormt meget med min angst og mine bekymringer, som var virkelig store før i tiden,” siger Andreas.

”Jeg tænker, at det hele har været Guds plan, for det var jo helt usandsynligt, at jeg ellers skulle havne lige nøjagtigt på LME, da vi skulle finde en ny efterskole til mig kun en måned før sommerferien.” 

Til sommer skifter han til en anden efterskole, som ikke er kristen. Han håber, at han vil kunne holde fast i både de nye venskaber og troen og fortsætte med at læse i Bibelen. Og måske venter der en fremtid på ham i Tanzania? Missionsrejsen i marts måned betød, at han har fået dette land ind under huden, og han synes, det var ”megafedt at se det kristne arbejde” derude.

”Jeg har en forventning om, at det nok skal gå alt sammen. Gud er jo med mig!”