Afhængig af en uforståelig Gud
Mona Nielsen er mor til tre, hvoraf den yngste bor på en institution for udviklingshæmmede. Hun har haft depression i mange år, og familien har haft andre udfordringer. Alligevel synes hun, Gud er trofast.
”Mit liv har været lidt af en kamp, må jeg sige. Og der vil nok også komme flere kampe. Jeg har ikke det overskud, jeg kunne ønske at have i dag. Men jeg stoler på Gud og lever i afhængighed af ham.”
Sådan siger den 47-årige Mona Nielsen fra Løgumgårde i Sønderjylland.
Hun har gennem mange år haft en ufrivillig følgesvend, depressionen, som flere gange har væltet hende omkuld. Hun betragter den efterhånden som noget vedvarende, som hun skal lære at leve med og tage hensyn til.
”Det er svært at acceptere, at jeg ikke har de kræfter, som jeg kunne ønske. Det gør virkelig noget ved min stolthed, når jeg kan så lidt. Der er så meget, jeg gerne vil, men jeg kan det ikke; det er en svær lektie. Jeg er typen, der gerne vil være noget for alle, men jeg har lært, at jeg hverken kan eller skal ’frelse” hele verden’,” siger hun.
Jeg er helt afhængig af Gud
Mona Nielsen understreger, at Gud har været med hende, uanset hvad hun har mødt i livet.
”Jeg har svært ved at forstå Gud. Men jeg er helt afhængig af ham. I perioder har jeg været så langt nede, at jeg slet ikke har kunnet tænke på Gud eller bede en bøn til ham.”
”Alligevel har jeg midt i det hele oplevet, at Gud har været der og bevaret os i det. Han er trofast. Og vi har været båret af andres forbøn.”
Hun lægger ikke skjul på, at det også er en stor smerte at have et barn, som man ikke selv magter at passe, fordi han er udviklingshæmmet. Men hun elsker sin Mads og kalder ham ”Guds udfordrende gave til os”.
Redigeret uddrag af artikel i Tro & Mission nr 5/2014
