Gud lod os vente på William

Dorthe og Ole Schmidt ventede fem år på at få deres adoptivsøn, William, der nu er fire et halvt år gammel.

De kan godt undre sig over, at Gud lod adoptionsprocessen tage så lang tid. 

”Vi forstår ikke Guds ledelse i det, og indimellem har vi råbt højt og klaget, men vi har lært at hvile i, at han har en plan. Også med hensyn til, hvad vi skulle igennem,” siger de og fortæller, at de er dybt taknemmelige for deres to børn.

Parrets biologiske datter, Veronika, var ni år, da William kom ind i familien. For hende var det svært lige pludselig at få en lillebror og at skulle til at dele mor og far med ham.

Hendes første reaktion var: ”Min verden bliver aldrig som før,” og hun tiggede og bad os om ikke at sige ja, fortæller Dorthe.

”Det var et chok for hende. Også fordi den lange ventetid havde gjort, at vi var nødt til at sige til hende, at hun ikke skulle regne med, at vi fik et barn,” siger Dorthe. 

Forældrene valgte at lægge deres glæde til side og tage sig af hende, samtidig med at de holdt fast i, at han skulle komme. 

”Vi vidste nemlig, at hun ville elske ham, lige så snart hun havde set ham.”

Det er også sket. Forældrene fortæller, at det er så positivt, som de to børn elsker hinanden. Med ni års aldersforskel er de på papiret to enebørn, men de er så glade for hinanden, og de har det ifølge Veronika vildt godt sammen.

Artiklen er et redigeret uddrag af en artikel i Tro & Mission nr. 7/2018.