Jeg er hverken bange for at leve eller dø

”Håbet om det evige liv fylder mere hos mig nu end tidligere. Jo ældre jeg bliver, des mere længes jeg efter, at Jesus kommer igen og gør alting nyt. Hvor er det godt, at vi har noget at se frem til! Samtidig glæder jeg mig over hverdagen og lever livet fuldt ud her og nu,” siger 74-årige Britta Vinther fra Silkeborg.

Der er en, der passer på mig

At hun hverken er bange for livet eller døden, kom til udtryk for ikke så længe siden, hvor hun pludselig lå i en ambulance på vej til sygehuset. Hun havde slugt en pille, som satte sig fast i luftrøret. 

”Mens jeg lå i ambulancen, spurgte sygeplejersken mig undrende: ’Er du slet ikke bange?’, men det var jeg faktisk ikke, selv om situationen egentlig var alvorlig.” 
”Da det hele var godt overstået, blev jeg sendt hjem, og to dage senere ringede lægen og spurgte ind til, om jeg var bange, når jeg nu var alene. ’Nej, men der er også en, der passer på mig; og jeg dør, når jeg skal dø’, fik jeg vist sagt i telefonen.”

Vi har det bedste i vente

Brittas mand døde for fem år siden. På det tidspunkt havde han været på plejehjem i syv år på grund af Alzheimers, en tid, hvor hun følte sig noget isoleret. Lige nu er hun berørt af svær sygdom hos både familie og venner.

Ikke mindst på den baggrund er det vigtigt for hende, at hun i det kristne fællesskab kan dele livets bekymringer, sorger og glæder med andre. Derfor sætter hun også stor pris på fællesskabet i frimenigheden Kirken ved Søerne og i Klub Eva, som er et netværk for enlige kvinder i Silkeborg og omegn.  

”Jeg lægger dagen, natten og livet i Guds hånd. Det er ham, der har det overordnede overblik. Han er mit faste holdepunkt. Selv om jeg har oplevet svære ting, har jeg fået hjælp hver dag og oplever stor velsignelse i mit liv,” fortæller den tidligere social- og sundhedsassistent med en klump i halsen.

Nogle linjer fra nummer 479 i Sange og Salmer betyder meget for Brittas perspektiv på livet:
Salig vandrer jeg her på jord,
sukker dog tit i støvet,
arven har jeg i Himlens kor!
Hvorfor dog gå bedrøvet?
 

”Vi har det bedste i vente. Så der er ikke grund til at være bekymret. Jesus har jo sørget for mig, så der også er en plads til mig på den nye jord,” lyder det frimodigt fra Britta.

Jeg er bare kristen, hvor jeg er

Hun snakker med mange mennesker, som hun støder på i nabolaget, i Loop-træningscentret, på engelskholdet og i køen i supermarkedet. Nogle gange giver det også anledning til at tale om troen og håbet.

”Nogle synes, jeg er ret irriterende, fordi jeg bringer min kristne tro på banen alle steder. Jeg har ikke lyst til at engagere mig i specifikke ’sociale projekter’, for mit liv er blevet sådan, at jeg ganske enkelt bare er kristen, hvor jeg er. Jeg vil være ærlig og tilgængelig over for dem, jeg møder.”

Britta holder meget af sine naboer, og en dag, da en af dem sagde: ”Jeg fatter ikke, at du kan tro på sådan noget vrøvl som et liv efter døden,” spurgte hun bramfrit: ”Hvad har du tænkt dig at gøre efter døden?” 

Britta gider i øvrigt ikke høre på sladder, når hun er sammen med andre, men spørger i stedet ind til menneskers livshistorie, hvilket ofte åbner op for samtale. En dag, hun var på indkøb, udfordrede hun ret kontant en alkoholiker til at prøve at få noget hjælp.

”De indvendinger mod den kristne tro, som jeg møder, anfægter mig ikke en høstblomst. Der er så meget, jeg ikke forstår om Gud og hans handlemåde, men jeg stoler på det, han har sagt,” siger Britta.

”Og så beder jeg om, at han også må røre ved de mennesker, jeg holder af, der endnu ikke har taget imod frelsen og det evige håb.”

(Artiklen har været bragt i Tro  Mission 15/2020)