Korset vandt over koranen

Mona Naim bor i dag i Karup. Hun er født og opvokset i Irak i den mandæiske tro, som er en gammel, næsten udryddet religion med rødder tilbage til oldtiden.

Som barn havde hun både kristne og muslimske veninder. De kristne veninder gjorde et stort indtryk på hende, fordi de var trofaste, mødte hende med kærlighed og talte sandt. 

Hun opfattede Jesus som en sand profet i modsætning til, hvad man gør i den religion, hun var opvokset med.

Halskæde med Jesus vandt over koranen

Da Mona Naim blev 12 år, gav en kristen veninde hende et krucifiks smykke, som hun blev meget glad for.

Hun fik også en fødselsdagsgave af en muslimsk veninde. Det var en halskæde med en lille koran, og Mona hægtede krucifiks-smykket sammen med koran-smykket.

”Det duer ikke Mona, du skal vælge ét af dem,” sagde en kristen veninde, og Mona valgte krucifikset, dog uden helt at vide hvorfor.

Monas søn blev syg

I 1989 blev Mona gift med Jamal, og sammen fik de sønnen Eli. Da han var fire måneder gammel, blev han meget syg.

En speciallæge på sygehuset i Bagdad forklarede, at Eli havde problemer med hjerte, milt og lunger, og at han ikke ville overleve til næste dag. På sygehuset overlod Mona Eli til sin mor, da hun ikke kunne holde ud at se ham dø.  

Sammen med sin mand endte hun i en trafikprop i Bagdad, og de blev sat af bussen ved en fortovskant. Det viste sig at være lige ved en kirke. Mona fik lyst til at gå ind i kirken, hendes mand blev i ydergården.

Gud gjorde hendes syge søn rask

I kirken var der en meget smuk figur af Jesus. Mona spurgte Jesus: ”Isa (det navn, Koranen bruger om Jesus), kan du sige til Gud, at min søn ikke skal dø?”

Det var, som om Jesus så på hende og smilede til hende, og hun oplevede, at det store bjerg af frygt og bekymringer, hun bar på, blev løftet af hende. Hun forstod ikke, hvad der skete, men sagde til Jesus: ”Isa, hvis min søn bliver rask, vil jeg komme og lægge mange penge i kirkens kasse.”

Næste morgen tog hun og Jamal til sygehuset, og hendes mor fortalte: ”Først spiste han, ja, han suttede selv hele 8 dl, derefter sov han og har sovet hele natten.”

Lægen undersøgte Eli grundigt og udbrød: ”Wauw Gud,” pegede på himlen og sagde: ”Du skal spørge ham. Hvad der er sket, det ved jeg ikke. Tag din søn og gå hjem.” 

Du skal leve, selv om du dør

I 1999 flygtede familien til Amman. Eli var blevet otte år. Familien havde lejet en lejlighed, og allerede første dag blev familien inviteret til at komme i en kirke, der hjælper børn fra Irak med at lære at læse, skrive og regne.

I kirken blev de modtaget med stor varme, endda et kram. Det gjorde et stort indtryk på familien at blive modtaget på den måde af mennesker, som slet ikke kendte dem.

Dagen efter kom præsten på besøg og spurgte, om han måtte bede for dem. Mona havde aldrig hørt en sådan ”fri bøn” før og blev meget berørt. Præsten inviterede til gudstjeneste samme aften og sagde i sin prædiken: ”Jesus har sagt, at hvis du tror på mig, vil du leve, om du end dør.” Det gjorde stort indtryk på Mona, der var meget bange for døden.

Efter gudstjenesten spurgte Mona præsten: ”Hvis jeg tror på Jesus nu, og jeg dør på vejen hjem, hvad vil der så ske?” ”Jesus siger: hvis du tror på mig, vil du leve, om du end dør”, svarede præsten. ”Er det med det samme eller først på dommedag, jeg skal være sammen med Jesus?” spurgte Mona. ”Med det samme,” svarede han.

Senere på ugen var Mona og Jamal med i kirken igen to gange. Tredje gang gav de begge deres liv til Jesus og begyndte efterfølgende at komme til undervisning i den kristne tro.

1. april 2000 blev Mona døbt. ”Efter dåben oplevede jeg en fred og tryghed, jeg ikke før havde oplevet,” fortæller hun.

En lysende skikkelse kom på besøg

I Amman oplevede familien mange ting, og en af de største oplevelser var et helt særligt besøg.  

En dag kom to damer til Mona og gav hende en bibel. Eli og hans lillebror legede med underboens børn, hvor de fik meget slik. Da de to damer var gået, og drengene var kommet op i lejligheden, fik Eli en voldsom allergisk reaktion. Hans hoved og krop var hævet. Mona stod alene med børnene og havde ikke nogen, hun kunne kontakte.

Mona havde aldrig før haft en bibel, nu åbnede hun den og slog op på Salme 103. Hun læste den igen og igen, måske 20-30 gange. 

Om natten kunne hun ikke sove. Det var kl. 3 om natten, helt mørkt, og Mona og hendes børn var i samme rum. En stemme indeni hende sagde: ”Se, du har accepteret Bibelen, nu vil din søn snart dø.” Mona begyndte at sige: ”Jesus, Jesus, hvis du er den sande Gud, så hjælp mig.”

Pludselig kom en skinnende, hvid skikkelse ind i rummet. Han stod med åbne arme. Det var et vidunderligt lys. ”Hvad vil du Mona?” spurgte han. ”Eli”, udbrød Mona.

Eli rejste sig og sagde: ”Mor”. Mona tændte lyset, og så på Eli. Eli var helt normal, alle hævelser og rødme var væk.

Hun bøjede sig til jorden og sagde: ”Jesus, du er den sande Gud, du svarer på min bøn. Herren Jesus være lovet."