Nu må jeg bare fortælle andre om Jesus
Lazarus Ally var muslim og blev standset af Jesus på vej til moskeen. Nu er han en brændende kristen og bruger al sin fritid på at evangelisere og nå de unåede
”Jeg blev frelst en aften i april 2014 mellem klokken 17.30 og 23.00.”
Der er nok ikke mange kristne, der så præcist vil beskrive, hvordan de kom til tro.
Men for tanzaniske Lazarus Ally minder hans møde med den kristne tro på mange måder om den voldsomme oplevelse, Bibelens Paulus havde, da han mødte Jesus på sin vej til Damaskus.
Jesus holdt mig tilbage
”Jeg var på vej hjem fra skole for at gøre mig klar til fredagsbøn i moskeen, da jeg hørte en stemme sige: ’Jeg er din Gud’. Først troede jeg, det var nogen omkring mig, der snakkede, så jeg gik bare videre.”
Stemmen lød igen højere og mere intenst, og Lazarus blev bange og løb hen til moskeen. Men det var som om noget holdt fast om hans ben og forhindrede ham i at gå ind.
Dengang vidste han ikke, hvad det var, men i dag er han ikke i tvivl om, at det var Jesus, der kaldte på ham.
”Folk udenfor så mig kæmpe, men kunne ikke engang få et råb om hjælp over mine læber.”
Han blev nødt til at gå derfra igen, og på vejen hjem forsvandt stemmen lige så hurtigt, som den var kommet.
Dagen efter blev han inviteret med i kirke, og mødet med de hjertevarme kristne overbeviste ham om den kristne tro.
”Den aften kæmpede Gud og Djævelen i mange timer en åndelig kamp om min sjæl. Men Jesus Kristus vandt, og jeg takker ham af hele mit hjerte, for jeg blev hans,” fortæller han.
Smidt ud hjemmefra
Som muslim måtte Lazarus holde sin nyfundne tro skjult for sine forældre og brødre. Men familien fandt ud af, at han gik i kirke, og smed ham ud hjemmefra.
Livet blev utroligt hårdt for den unge mand, der stadig gik i skole. Han måtte leve som hjemløs på gaden, ofte uden mad og rent tøj.
”Selv under disse svære forhold sendte Gud mig hjælp gennem gode venner,” siger Lazarus, der i korte perioder fik husly hos folk fra kirken og også fik samlet penge til at købe en scooter, så han lettere kunne komme rundt.
Efter sin dåb, ændrede han sit muslimske navn til det kristne Lazarus, for som han siger: ”Ved Guds nåde blev jeg vakt til live efter at have mødt Jesus Kristus ansigt til ansigt.”
En ny Paulus på mission
I en bibelstudiegruppe mødte han en af Soma Biblias norske bogvolontører, Håkon, og de blev gode venner.
En dag sad han og Håkon ude på lageret i bogbutikken og snakkede om Paulus’ missionsrejser.
Lazarus lyste op i et stort smil, da det gik op for ham, at Gud ønsker at nå alle mennesker med evangeliet.
Med hjælp fra Soma Biblia kom han på bibelskole i det nordlige Tanzania, hvor han tog en treårig uddannelse som evangelist.
Alle skal høre om Jesus
Lige siden har han ikke set sig tilbage, men været fyldt af en iver efter at forkynde for andre.
”Når jeg hører om, hvor mange mennesker i verden, der vil dø uden at høre om Guds frelsende nåde, må jeg bare fortælle dem om evangeliet."
"Mit største ønske, efter jeg selv blev frelst, er at alle må høre ham til,” siger den tidligere muslim, der i dag er ansat som assistent i Soma Biblias butik i Iringa.
Uddrag af en artikel, der har været bragt i magasinet Tro & Mission nr.1/2025