Personligt
Foto: Johanne og Asbjørn Sandberg Ellesen

Siger nej tak til reagensglasbefrugtning

16/04/2018 / Ole Solgaard os@dlm.dk

Johanne Sandberg Ellesen har en hormonforstyrrelse, så hun ikke kan blive gravid. Parret er i gang med behandlinger, men savner konkret hjælp til de etiske overvejelser, man kommer ud for som barnløs

Det er ikke nogen selvfølge at få børn. Det har Johanne og Asbjørn Sandberg Ellesen konstateret. De blev gift for snart seks år siden, men er stadig ufrivilligt barnløse.

Parret har oplevet en lettelse ved selv at være ret åbne om deres situation, men andres reaktioner viser dem, at emnet er lidt tabubelagt. For eksempel har mange fortalt dem, at de selv har haft samme problem – uden tidligere at have fortalt om det.

Vil ikke smide befrugtede æg ud

Johanne og Asbjørn er helt afklarede om, at de ikke vil være med til at smide befrugtede æg ud. Netop derfor har de indtil videre sagt nej til reagensglasbefrugtning. Lægerne vil nemlig forsøge at befrugte mindst ti æg. Og det kan skabe flere liv, end hvad der er muligt at nå at få brugt, inden de resterende vil blive kasseret. Så den risiko vil de ikke tage. 

Parrets etisk begrundede nej til reagensglasbefrugtning møder de ikke altid forståelse for. Sygehuspersonalet undrer sig over, at de siger nej til den mulighed, og andre har måske bare ikke sat sig ind i, hvad det drejer sig om.

Derfor mener de også, der er behov for mere fokus på de etiske dilemmaer ved behandling af barnløshed, for eksempel om, hvornår der er liv. 

”Ellers kan man nemt komme til at gøre det, man lige føler for i situationen, uden at have tænkt det etiske igennem,” siger det unge par.

Vi tror på, at Gud har styr på det

Den foreløbige barnløshed har ikke slået skår i parrets indbyrdes relation eller i deres tillid til Gud. De føler sig tættere knyttet til hinanden og mere afhængige af Gud.

”Vi beder Gud om hjælp. Jeg er ikke i tvivl om, at Gud vil hjælpe, men usikker på hvordan og hvornår. Måske får vi aldrig børn, men vi tror på, at han har styr på det hele,” siger Johanne.

Artiklen er et redigeret uddrag af en artikel i Tro & Mission nr. 7/2018.

-

Kristelig Lægeforening har med opbakning fra LM, Indre Missions familiearbejde og Retten til Liv udgivet et hæfte om de etiske problemstillinger ved reagensglasbefrugtning. Hæftet kan bestilles gratis ved henvendelse til kommunikationsleder Nicklas Lautrup-Meiner på nlm@dlm.dk.

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Aera
Det var let for mig at sige ja til at anmelde AERA’s nye album Mens jeg drager ånde her. For albummet er nemli…