Personligt
Foto: Sofie Engkjær

Sofie kæmpede sig ind i det kristne fællesskab

15/08/2019 / Annika Rønne Schmidt

Folk er så søde og har taget imod mig med åbne arme, men alle kender bare hinanden og søger sammen," siger Sofie, der har været kristen i få år

Sofie var elev på forårsholdet 2019 på Luthersk Missions Højskole, selv om det bestemt ikke lå i kortene, at hun skulle bruge sit sabbatår på en kristen højskole. 

19-årige Sofie Amalie Stender Engkjær er nemlig vokset op i en kulturkristen familie uden noget særligt forhold til Gud. 

”Jeg har altid vidst, at der var en Gud, men jeg havde ikke noget personligt forhold til ham,” udtaler hun – og hun oplevede ikke mødet med Gud som et lys fra en klar himmel.

”Det har virkelig været en proces, men jeg tror, det startede så småt inde i mig, dengang jeg startede på Ørestad gymnasium,” siger hun. 

Halvvejs i 2.g fik hun kontakt med KFS, og her begyndte hun at lære lidt om Jesus, og hun begyndte at læse i Bibelen. 

Det kristne fællesskab

Før Sofie startede på LMH i januar 2019, ønskede hun sig brændende en ”kristen familie”. Men det har været en kamp at komme ind i det kristne fællesskab. 

”Det har virkelig været åbne arme, og folk er så søde, men alle kender bare hinanden og søger automatisk sammen,” siger hun og tilføjer, at hun følte sig anderledes og kæmpede med tanker som: Hvor hører jeg mon til? 

Retorikken i de kristne kredse var også svær at håndtere. 

Det der ord: nåde – folk snakkede om, at det bare betød gratis. Men gratis hvad?” griner Sofie. 

Uforståelig kristendom 

Sofie var selv meget opsøgende over for den kristne tro, hvilket har ført til, at hun er kristen i dag. Men hun er blevet overrasket over, hvor få nye kristne hun møder, og derfor advarer hun: 

”Jeg synes, det er lidt indspist en gang imellem. Der er stort fokus på at have kristne venner og en kristen kæreste, og jeg tror, det nogle gange kan skræmme folk lidt væk,” siger hun. 

Det at starte op i en LMU, hvis man ingen baggrundsviden har, kan være svært, fordi det er svært at forstå, hvad der bliver sagt. 

”Det ville være godt at have steder for søgende. Da jeg startede i LMU, turde jeg overhovedet ikke stille spørgsmål. Det virkede skræmmende og lidt for kristent.” 

Artiklen er forkortet fra en artikel i Tro & Mission nr. 13/2019

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Gospel-kids
I forbindelse med forårets Gospel-kids-stævner blev der udgivet et opsamlingsalbum. Numrene er remiksede og re…