Som ramt af et hammerslag

Mit kald begyndte som en gnavende orm i min bevidsthed, men trængte igennem som et slag med en forhammer flere år senere.

Mit hjem var ikke missionsk. Jeg ”kom med” via studenterarbejdet KFS. Meget hurtigt efter at jeg havde set, at Jesus er frelseren, begyndte urolige fornemmelser at melde sig inderst inde i mig: Du skal være missionær! Jeg lagde låg på og lod som ingenting. Men det føltes som en orm, der gnavede i min samvittighed.

Jeg begyndte at argumentere med Gud: ”Jeg er ikke egnet. Jeg hyler jo op for den mindste edderkop og tør ikke springe over en grøft! I Danmark kan jeg gøre meget godt missionsarbejde!”

Nu skulle der handles

Efter flere år på den måde var jeg på nytårslejr, hvor der var en time ved en missionær. Timen var på ingen måde ud over det sædvanlige. Billeder og snak. Men midt i det hele var det, som om jeg blev ramt af et hammerslag. Jeg forstod, at det var Gud, der standsede mig.

Det var nu, der skulle handles på det kald, der havde spiret i mig i årevis.

Samme aften talte jeg med en leder om, hvordan man griber det an, når man har missionærkald. Derefter gik processen i gang med samtaler og planlægning med LM.

Kaldet blev bekræftet

Alt det forudgående byggede på følelser og personlig overbevisning. Men da LM antog mig, blev kaldet bekræftet. Nu var det ikke kun noget, jeg følte. Solide, erfarne kristne havde overvejet og undersøgt det. De havde bedt over det. De bekræftede, at det var den rigtige vej for mig og for LM. 

Da min mand, Axel, og jeg blev indviet som missionærer, blev vi opfordret til altid at have kaldsaftalen med LM liggende tilgængelig. I trange tider, når vi ikke følte kaldet, kunne vi læse det og blive bekræftede i, at vi var på ret vej. Det blev dog aldrig nødvendigt. Gud har velsignet os med et vedvarende stærkt kald. En overbevisning om, at vi går med Gud ad hans vej i vores liv.