Hvorfor mission?
Mission er at dele det bedste med andre
Som kristne oplever vi, at det er utroligt godt at tro på Jesus og leve sammen med ham. Vi kan bede til ham og opleve, at han hører og svarer. Vi har et håb om evigt liv. Vi har et særligt fællesskab med andre kristne. Vi har Guds egne ord i Bibelen, som giver perspektiv over tilværelsen.
Det kan vi i LM ikke lade være med at dele med andre.
Mission er lydighed mod Jesus
Det enkle svar på spørgsmålet om, hvorfor LM driver mission, er: Fordi Jesus siger det. I Mattæusevangeliet kapitel 28 vers 18b-20 siger Jesus til sine disciple:
"Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende."
Det er denne befaling, LM forsøger at følge.
Mission er livsnødvendigt
Som kristne tror vi, at Bibelen taler sandt, når den siger, at mennesker går evigt fortabt, hvis de ikke kender Guds barmhjertig i Jesus Kristus.
Derfor er det livsnødvendigt, at budskabet om ham bliver kommunikeret til andre mennesker i handling og i ord, så flere bliver frelst fra Djævelens magt og undgår Guds vredes dom.
Derfor beskæftiger LM sig med mission.